Flere ternepar på den nye fugleø
06-06-2019Der er observeret 15 hav- eller fjordternepar og 2 dværgternepar på den nyetablerede fugleø ved Agger Tange
Arkivbillede af en havterne. Foto: Colourbox
Den nye fugleø ved Agger Tange blev færdig i udgangen af marts måned, og her to måneder senere har frivillige ornitologer observeret 15 hav- eller fjordternepar og 2 dværgternepar på den nyanlagte fugleø.
Dværgternen er verdens mindste terne, og bestanden er desværre kraftigt nedafgående. I 2018 havde dværgternen ifølge Dansk Ornitologisk Forening ikke ynglesucces på Agger Tange. Jeg har her til morgen observeret et kurtiserende dværgternepar, så dette er et rigtigt godt tegn på, at de har taget øen til sig,
fortæller klitplantør Henrik Schjødt Kristensen fra Naturstyrelsen Thy.
Der er lagt flydespærringer mellem Agger Tange og fugleøen, for at forhindre rævene i at komme over på øen.
Ternerne kan bedst opleves med kikkert fra p-pladsen ved krydset mellem Aggervej og Lange Molevej på Agger Tange. Vi opfordrer til at besøgende udviser hensyn, således at ternerne får fred og ro. Læs mere om den nye fugleø her.