Så blev det endelig plantedag i Højene Skov
07-05-2019Efter indvielsen af Højene Skov uden planter tidligere på året, lykkedes det nu 5B at få sat planter i jorden
.JPG?width=678)
Skovrejsningsområdet ved Højene er nu endelig ved at være helt tilplantet. Efter en grundig instruktion af skovarbejder Thomas Nielsen og kommunens grønne guide Carsten Bregnhøj, kastede 5B fra Hjørring Skole sig straks over arbejdet med at plante flere løvtræ-arter i den lidt tørre jord. Fik man stukket spaden dybt nok ned afsløredes det dog, at der trods landets tørkeindeks var noget fugtighed til de små planter. I løbet af en times tid havde de ivrige og ihærdige elever fået plantet alle ca. 200 planter i tre små beplantninger. Træerne kan eleverne følge og passe på, indtil de bliver store og stærke nok, til selv at klare den opgave. Klasselokalet ligger ikke langt fra beplantningerne, og eleverne kan derfor nemt komme dertil og integrere naturen med flere af deres fag. (Matematik, Natur og teknik og Dansk f.eks.)

Arrangementet var et dejligt eksempel på, at glade børn kan gøre en forskel og godt få et personligt forhold til et sted, hvor de nemt kan komme i kontakt med naturen. Sådanne arrangementer er Naturstyrelsen meget interesserede i at medvirke til.