På vandring i naturen

27-05-2019

Rundt i hele Danmark er der gode muligheder for at tage på vandring i Naturstyrelsens skove og naturområder.
I de områder Naturstyrelsen Sønderjylland forvalter, er der mange muligheder, for at komme ud i naturen, uanset om man er den stille vandre, en gruppe på fælles gå-tur eller motionisten der ønsker lidt mere tempo på turen.

Naturstyrelsen Sønderjylland dækker et areal fra Christiansfeld i nord til grænsen i syd, og fra jernbanen i vest til Lillebælt i øst. Her findes der en meget varieret og spændende natur bestående af kuperede løvskove, flade nåletræs plantager, kystnær skov, store mosearealer, kulturhistoriske spor i naturen, dyrehave med hjortevildt og meget mere. Uanset hvor i Sønderjylland man befinder sig, er der ikke langt til en god naturoplevelse og rigtig mange gode vandrestier- og afmærkede ruter.

På Naturstyrelsen Sønderjyllands hjemmeside kan man downloade publikationer over mange forskellige skov- og naturområde, som ud over beskrivelser af områderne indeholder kort hvor stier, veje, fortidsminder, parkering og lign. er indtegnet.

På nogle af disse vandrestier knytter der sig spændende historier og samarbejder, der muliggør længere sammenhængende stiforløb. Det gælder blandt andet Geheimerådens Sti ved Haderslev dam, Hærvejen og Gendarmstien fra Padborg ved grænsen til Høruphav på Als. Her er der samme tilgængelighed og oplevelses- og benyttelsesmulighed uanset om stien går igennem et kommunalt, Naturstyrelses eller privat areal.

God tur!