Eternitaffald i Nørreskoven

04-10-2019

Der er flot i skoven her om efteråret, og skovløber Kim Moesgaard fra Naturstyrelsen er glad for arbejdet i det fri, som både er spændende og med mange forskellige daglige opgaver. Men nogle gange så er det med Kim Moesgaards egne ord ”noget rigtigt svineri man skal rydde op i!”.

Store mængder eternitplader er dumpet i Nørreskoven

Mandag den 1. oktober blev Kim Moesgaard nemlig ringet op af en skovgæst, der havde fundet byggeaffald i Nørreskoven. 

”Sådanne henvendelser er vi taknemmelige over. Mens skovens almindelige gæster er blevet meget bedre til at tage affald fra skovturen med hjem, så oplever vi desværre stadig, at der bliver dumpet en del byggeaffald i skoven!” Udtaler Kim Moesgaard

Mange timer og mange penge skal nu bruges på at rydde op.

Da skovløberen kom derud, kunne han til sin store ærgrelse konstatere, at der ikke bare var smidt et enkelt læs, men at der på hver side af Frederiksborgvej var blevet dumpet et læs eternit-tagplader hvert sted. Det ene sted var tæt på Fiskebæk Naturskole, hvor en tilsyneladende lille lastbil var bakket ind i skoven og der havde skovsvinene smidt eternitplader og isolering i skovbunden. ”Det drejer sig om et stort læs. Oven i købet ser det ud til at lastbilen har siddet fast, så skovsvinene har været nødt til at lægge et par eternitplader under baghjulene for at kunne køre derfra igen!” Forklarer Kim Moesgaard.

Det andet læs står fint stablet et stykke inde ad en skovvej, på vestsiden af Frederiksborgvej. Der er her tale om et mindre læs. Selv om det ligner, at det er en lille lastbil, der er blevet brugt til de to læs, kommer det alligevel op på flere ton eternitplader.

Naturstyrelsen skal prioritere hårdt, fordi der er besparelser på budgettet. Derfor betyder den slags oprydning, at pengene tages fra naturpleje, renovering af bålpladser og stier og hvad Naturstyrelsen i øvrigt bruger penge på for at gøre det attraktivt at benytte skovene.

Forstfuldmægtig Jesper Tranberg fra Naturstyrelsen synes, det er ærgerlige penge Naturstyrelsen nu skal bruge på at betale en lastbil med kran til at hente affaldet og derefter på at få kørt det hele på genbrugsplads. ”Det er ikke bare lige at aflevere den slags affald, idet det først skal grabbes forsigtigt op i en container på en lastbil. Derefter skal der laves aftaler med kommunen om aflevering af affaldet. Alt i alt en proces der løber op i mange tusinde kroner!” udtaler Jesper Tranberg.

Nu politianmelder Naturstyrelsen sagen, og hvis lovovertræderne findes, vil Naturstyrelsen i den forbindelse kræve erstatning for omkostningerne ved at fjerne affaldet. Skovsvinene kan ligeledes se frem til også at modtage en bøde for overtrædelse af både Miljøbeskyttelsesloven og Naturbeskyttelsesloven.

Jesper Tranberg opfordrer derfor alle, der har set noget, om at henvende sig ved at ringe til Naturstyrelsen eller sende en mail til Obfuscated Email.