Mobilspil i efterårsskoven

14-10-2019

Hvad skal du lave i din efterårsferie? I skoven måske? Rigtig god idé! Og hvis du gerne vil lære noget nyt imens, så kan du f.eks. prøve et af de splinternye mobilspil Naturstyrelsen Nordsjælland har udviklet til Gribskov.

Parforcespillet

Fra 8-vejskorset, et af de centrale punkter i Parforcelandskabet i Gribskov, kan du komme med på jagt efter en kronhjort, som det foregik i 1700-tallet. Med hornsignaler bliver du sat på opgave efter opgave for at komme så tæt på kronhjorten som muligt, for til sidst- måske - at nedlægge byttet. Efter en times tid i skoven har du både fået motion, frisk luft og forhåbentlig mere viden om parforcejagten.  Parforcelandskabet i Gribskov, Store Dyrehave og Jægersborg Dyrehave- og Hegn blev UNESCO Verdensarv  for 4 år siden. Tag ud og oplev det, nu i sine flotteste farver.

OppermannMysteriet
Du kan også tage til Eghjorten. Du ved legepladsen i Gribskovs sydlige ende med de mange muligheder. Nu er der én mere. Med mobilen kan du være med til at hjælpe videnskaben, ved at skaffe professor Adolf Oppermanns forsvundne bog tilbage med alle hans forskningsresultater. Oppermann forskede i træers genetik bl.a. på Eghjorten, der dengang hed Egelund Planteskole, og hvor han havde et lille kontor. Du skal starte spillet netop ved Oppermanns kontor.

Tisvilde Hegn
Vil du hellere ud og gå en lang tur i skoven i løbet af efteråret, så kan du prøve den nye mobile guide til Tisvilde Hegn og Melby Overdrev. Den starter ved P-pladsen ved Asserbo Slotsruin og viser dig rundt til forskellige spændende kultur- og naturområder, hvor du får en kort speaket historie.

Useeums App
Både spil og guide hentes i Useeums App. Hent den via Appstore eller Playbutik. Da dækningen er svag i skoven er det bedst at downloade appen hjemmefra. Luk også gerne spillet eller guiden op der hjemme, så er den hurtigere at få fat i, når du står parat til turen uden i skoven. Rigtig god efterårsferie eller bare godt efterår!