Grævlingebo bliver besigtiget for at undgå lignende hændelser

28-04-2020

Det var en beklagelig fejl, at der blev skovet ved et grævlingebo i Brødeskov i sidste uge. Naturstyrelsen vil onsdag i denne uge besigtige området med en grævlingeekspert for at få en vurdering af boet og vil i samme ombæring vurdere behovet og mulighederne for at indskærpe procedurer og retningslinjer for arbejdet med de såkaldte Pas På-kort.

Det var en fejl, at der i sidste uge blev fældet træer tæt på et grævlingebo i Brødeskov ved Hillerød.

Det konkluderer Naturstyrelsen Nordsjælland efter at have undersøgt stedet. Naturstyrelsen blev opmærksom på problematikken, da naturvejleder i Allerød Kommune Bjørli Lehrmann, der har fulgt grævlingeboet i en årrække, kontaktede Naturstyrelsens lokale kontor fredag den 24. april 2020.

Naturstyrelsen stoppede straks skovningen i området, og den efterfølgende besigtigelse af området viste, at der ikke er kørt ovenpå selve grævlingeboet, men at der er fældet træer og lagt stammer meget tæt på flere af boets indgange. Besigtigelsen viste også, at grævlingeboet tilsyneladende er indtegnet forkert på Naturstyrelsens såkaldte Pas På-kort.

- Når en maskinfører kører ind i et område, kan han på vores egne kort se, hvor der eksempelvis er rovfuglereder, spættehuller og ræve- og grævlingegrave. Vi benytter vores Pas På-kort til så vidt muligt at undgå at forstyrre i områder, hvor dyrene holder til og yngler. Derfor er det meget beklageligt, at boet ikke har været indtegnet korrekt på kortet over Brødeskov. Onsdag i denne uge besøger vi atter stedet med en grævlingeekspert for at få en vurdering af boet og aktiviteten omkring det og for at undgå, at lignende sker igen, siger Jens Bjerregaard, skovrider i Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen kender allerede til et nærliggende grævlingebo i Brødeskov, hvor maskinerne vil holde afstand i forbindelse med de kommende tyndinger i bøgeskoven. Det samme vil nu ske ved det aktuelle grævlingebo, der også bliver registreret på Pas På-kortet.

Naturstyrelsen vil desuden vurdere, om det bedste for grævlingerne i den aktuelle situation vil være, at lade det fældede træ ligge til efter ynglesæsonen, eller om det er bedst at fjerne træet med det samme, og så give området ro. Naturstyrelsen Nordsjælland besigtiger onsdag den 29. april stedet sammen med grævlingeeksperten Janne Aaris-Sørensen (forfatter af Grævlingebogen), for at få hendes vurdering med hensyn til valg af løsning.

Naturstyrelsen vil ligeledes undersøge hvad der er årsag til den manglende registrering i Pas På-kortet, og i samme ombæring vurdere behovet og mulighederne for generelt i at indskærpe procedurer og retningslinjer for arbejdet med Pas På-kort.

Pas På-kortene udarbejdes af Naturstyrelsen og opdateres løbende med input fra bl.a. Dansk Ornitologisk Forening og andre interesseorganisationer.