Ny version af Udinaturen.dk - opdag naturen tæt på dig!
02-04-2020På udinaturen.dk kan du finde inspiration til ture ud i naturen nær dig i Søhøjlandet - hvad enten du leder efter cykelruter, shelters eller skjulte naturperler.
Udsigt fra Velling Kalv
Mens mange fritidsaktiviteter er lukkede på grund af coronavirus, er naturen som altid åben. Og nu bliver det endnu nemmere at tage på opdagelse i det fri. Udinaturen.dk, der er Danmarks samlede guide til oplevelser i naturen, er gået i luften i en ny og opdateret version.
Her kan du begynde turen, hvis du vil finde et godt sted at gå en tur og trække frisk luft, spise mad i det fri eller overnatte under åben himmel. På udinaturen.dk får du konkrete oplysninger om fx vandreruter, information om hvor du må parkere og overnatte, og hvor der er et særligt godt sted at nyde en flot udsigt. Siden tilbyder også inspiration til ture og oplevelser, små som store, hvis du ikke ved, hvor du skal starte din tur.
I disse Coronatider opfordrer vi borgerne til at sprede sig i naturen, se nye steder og holde god afstand på stierne, ikke mindst de meget populære steder som Almindsø, Slåensø, Langsøstien og Trækstien. Især på Trækstien, som mange steder er meget smal, opfordrer vi til at holde afstand og kun passere hinanden på de såkaldte vigepladser. Passerer man nogen på træbroerne, så vend eventuelt ryggen til og nyd udsigten over åen imens der passeres, siger skovfoged Thorbjørn Nørgaard fra Naturstyrelsen Søhøjlandet og tilføjer: Vælger du at gå en afmærket rundtur, så gå den med uret. Hvis alle gør det, mindskes smittefaren!
Udinaturen.dk er en guide, hvor man ud fra et kort finder frem til de oplysninger, man skal bruge. Den første version gik i luften i 2010, og den er nu blevet opdateret med et mere detaljeret kort, et inspirerende og mere mobilvenligt design og en mere enkel web-navigation. Alle oplysninger fra den gamle version er desuden blevet kvalitetstjekket for at sikre den bedste oplevelse for brugerne.
Alle de oplysninger, som danskerne får adgang til på udinaturen.dk, kommer fra en fælles friluftsdatabase, hvor stat og kommuner kan uploade indhold om egne naturområder. Det har mange kommuner allerede gjort, og håbet er, at endnu flere kommuner vil bidrage med deres viden om lokale muligheder for et aktivt friluftsliv, så borgerne samlet kan få det bedste overblik over mulighederne i det fri.
Moderniseringen af udinaturen.dk er blevet til i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, GeoDanmark, Miljøstyrelsen, en række kommuner, Friluftsrådet og Kommunernes Landsforening og vil løbende blive udviklet.
Se Miljøminister Lea Wermelins pressemeddelelse om moderniseringen af udinaturen.dk
Et besøg værd: Kender du Søhøjlandets skjulte perler?
Bestig Isenbjerg i Gludsted Plantage. Isenbjerg er en såkaldt bakkeø, der blev aflejret af isen i næstsidste istid. Under afslutningen af sidste istid lå den som en ø i smeltevandet, der fra isen strømmede vestpå. Vandet aflejrede de flade sletter rundt om bjerget, som siden er plantet til og blevet til Gludsted Plantage. Fra Isenbjerg har du fantastisk udsigt over plantagen og den jyske højderyg. Isenbjerg er også et godt udgangspunkt for vandreture i plantagen, der med sine knap 3500ha er en af landets største. På udinaturen.dk kan du finde p-pladsen ved Isenbjerg. Det er den vestligste p-plads i Gludsted Plantage
Nyd udsigten fra Velling Kalv i Velling Skov. Her har du en milevid udsigt over Salten Ådal. Vælger du at gå til Velling Kalv fra Vellingvej mellem Bryrup og Silkeborg ad Velling Kollervej kommer du forbi flere områder med urørt naturskov, der primært består af 200-300 år gamle bøgetræer. Netop nu genlyder naturskoven af spætternes trommen og gjalden. Sæt din bil på p-pladsen på Vellingvej. Du finder den på udinaturen.dk
Oplev historiens vingesus på Grathe Hede i Kompedal Plantage! Efter sigende var det her, det legendariske slag om kongemagten i Danmark stod i 1157, og hvor Valdemar Den Store blev konge. Parkér din bil ved Kompedallejren og gå nordpå ad Kompedalvej. Når du kommer frem til den åbne hede, drejer du til højre ad Bækgårdsvej og fortsætter ca. 1km til et flot udsigtstårn, hvor du kan overskue Grathe Hede og Kompedalen. Herefter kan du gå rundt om heden og eventuelt tage en afstikker op gennem Kompedalen. Du kan se den præcise placering af udsigtstårnet på udinaturen.dk
Rigtig mange elsker at gå ture, hvor skov og vand mødes. Derfor er naturen om Silkeborg så elsket og benyttet. Men har du prøvet at gå rundt om Hampen Sø i Palsgård Skov nord for Nørre Snede? Den gule rute rundt om søen er 5km lang, og du går tæt på søen og til tider i skyggen af høje graner eller bøge. I april er der en del fugle at se på søen, især i den lavvandede vestlige del tættest på rute 13. Hampen Sø er en af landets reneste og højest beliggende søer. Husk at gå turen med uret! Du kan finde p-pladsen ved rute 13 og vestenden af søen på udinaturen.dk
Vil du helst gå en tur helt tæt på Silkeborg by, så prøv en tur i Hvinningdal Skov, der ligger ved boligområdet Hvinningdal i Silkeborgs vestlige udkant. Hvinningdal skov er en nyere skov, der er plantet fra år 2000 og frem. Skoven er med til at beskytte grundvandet ved Hvinningdal og sikre vandforsyningen til Silkeborg by. Der går en afmærket vandrerute rundt i skoven, og der findes en indhegnet hundeskov i den østlige ende. Se hvor på udinaturen.dk
Udinaturen.dk viser også alternativer i nærheden, hvis der er mange mennesker det sted, I oprindeligt havde udset jer.
Coronavirus og færdsel i naturen
Man må gerne må være ude, så længe man holder afstand og følger anbefalingerne fra myndighederne til færdsel i det offentlige rum. Og tag dit skrald med hjem - vi er i øjeblikket ikke så mange til at tømme skraldespandene ved p-pladser, lejrpladser og stier.
Tip: Brug bagdøren. Find de mindre indgange til naturområderne, hvis der er mange mennesker ved de store indgange. På udinaturen.dk kan man se, hvor der er parkeringspladser rundt om naturområderne.