Skovtur i december - naturfænomenet er stjerner

01-12-2020

Trænger Du til en pause under åben himmel? Naturstyrelsen Fyns månedlige skovtursanbefaling guider Dig i december ud til et ganske særligt naturfænomen, der kan opleves under den mørke vinterhimmel.

Talrige stjerneskud lyser op på himlen i december. Det er en gratis oplevelse i det fri og derfor anbefaler vi, at Du tager liggeunderlaget og kikkerten under armen, den varme kakao i termokanden, tjekker vejrudsigten og tager ud i mørket for at få en særlig oplevelse. Vores bud på steder med minimal lysforurening er Svanninge Bakker, Sydlangeland eller Trebjerg ved Håstrup. Så kom ud og kig op når kometer, asteroider og Jorden krydser baner i december. Du kan evt. også pakke pandelampe, for ved pandelampes skær kan Du sanke til et lille bål, så kan Du varme Dig ved et af bål stederne i områderne.

Ildkugler med lange haler

Du kan være heldig at opleve de sidste stjerneskud fra meteorsværmen De nordlige Taurider til den 10. december, hvis ikke fuldmånen driller for meget. Hold øje med hele himmelbuen, selvom stjerneskuddene hovedsageligt udstråler fra stjernebilledet Tyren. Siden sidst i oktober har Jorden på sin bane omkring Solen passeret Tauriderne og dens store meteorer. Meteorerne brænder op i Jordens atmosfære som klare, langstrakte ildkugler med haler efter sig. Og er dermed nogle af de flotteste stjerneskud på året.

Vinterens største stjerneskudssværm

Allerede fra den 4. december begynder Jorden at krydse en ny meteorsværm. Denne gang er det Geminiderne og de talrige stjerneskud stråler ud fra stjernetegnet Tvillingerne. Maksimum er mellem den 13. - 14. december og hvis ellers vejret er klart, så skulle Månens lys ikke forstyrre oplevelsen. Meteorerne i Geminiderne er små, men der er mange af dem. De kommer derfor til at opleves som hurtige, stærkt lysende stjerneskud med små haler. Og der er som oftest flest af dem før midnat, så det er oplagt at tage ud på aftentur i mørket. Eller benytte vores shelters og kombiner stjerneoplevelse med en overnatning i naturen.

 shelter på Sydlangeland

Stjerneskud inden morgenmaden

Jordens passage gennem Geminiderne afløses hurtigt, og fra den 17. december glider Jorden stille igennem meteorsværmen Ursiderne. Ursidernes meteorregn topper i morgentimerne mellem den 21. og 22. december, hvor den tiltagende Månen ikke skulle komme til at ødelægge oplevelsen. Så kan Du næsten ikke sove af spænding over den søde juletid, så list ud i mørket og vil Du kunne opleve stjerneskud fra alle retninger på himmelbuen. Disse stjerneskud lyser ikke kraftigt op og deres haler er korte. Så konkurrencen med Geminidernes imponerende stjerneskud er tydelig, men Du skulle alligevel unde Dig selv oplevelsen.