Vilde vidunderlige Vestjylland bugner af naturtilbud i sommerferien

08-07-2020

Vil du med på sælsafari, bævertur eller krabbefisketur? I sommerferien kan du vælge mellem over 100 arrangementer i naturområderne i Lemvig, Holstebro og Struer kommuner.

Danskerne holder ferie i vores hjemmelige natur som aldrig før. Samtidig er DR, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og De Naturhistoriske museer gået sammen om initiativet Vores Natur, der bl.a. byder på den fælles hjemmeside, voresnatur.dk, hvor danskerne kan få et overblik over de mange tur- og aktivitetsmuligheder i naturen denne sommer.

Her er der masser af vælge imellem i Vestjylland, hvor der er over 100 ture i naturområderne, der ligger i Lemvig, Holstebro og Struer kommuner. I alt er der over 1.000 arrangementer i naturen i hele landet.

Bag de mange vestjyske arrangementer står bl.a. Lemvig-, Struer- og Holstebro Kommuner, Geopark Vestjylland, Nissumfjord Naturpark og Naturstyrelsen Vestjylland.

Vi glæder os over, at vi aldrig før har set så mange danskere i skove og naturen som i år. Den tendens har vi virkelig fået grebet sammen her i Vestjylland, hvor mange aktører på rekord tid efter genåbningen af samfundet har ydet en stor indsats for at give de mange danskere gode oplevelsesmuligheder under vore himmelstrøg. Fra Naturstyrelsens side udbyder vi også langt flere ture, end vi normalt løfter, siger skovrider Poul Ravnsbæk fra Naturstyrelsen. 

I turkalenderen på voresnatur.dk er der både aktiviteter for store og små. Der er til eksempel mulighed for ”Seafoodsafari”, ”Sælsafari” eller ”Fiskepasserens traktortur” i Thyborøn eller ”Bævertur i børnehøjde” i Klosterheden, Lemvig Kommune.

Der er også ”Natur- og kultursejlads med færgen Venøsund” i Struer Havn; ”Strand-art” ved Sønderbjerg Strand på Thyholm eller ”Krible-Krable Krabbefiskeri” ved Bremdal Strand, Struer Kommune.

Man kan også komme med på vandre-, cykel- eller rideture i Husby Klitplantage og i Stråsø Naturområde i Holstebro Kommune og måske være heldig at møde H.C. Andersen. 

FIND et naturarrangement

Gå på opdagelse på hjemmesiden voresnatur.dk og find ture, der passer ind i ferieplanerne.

TIPS: Søg på dato og kommune og vær opmærksom på muligheden for at klikke frem og tilbage mellem ”kort” og ”oversigt” lige over danmarkskortet til højre.

Se i øvrigt også det helt nye turkortet med smukke turveje og besøgsværdige naturområder i det Vilde Vidunderlige Vestjylland på Naturstyrelsens hjemmeside under den vestjyske lokale enhed.

Link til sider her

Husk at holde afstand og tage de almindelig sundhedsmæssige hensyn.

GOD TUR!

 

Yderligere information: skovrider Poul Ravnsbæk, Naturstyrelsen Vestjylland, Tlf.: 20304340