Buske rykkes op med rode

Glansbladet hæg (Prunus serotina) hedder busken. Det er en 2-6 m høj løvfældende busk eller et lille træ med grønne glinsende blade og hvide blomster i maj-juni. Blomsterne udvikler sig til rødbrune stenfrugter, der hænger i klasser. På mange måder ligner den kirsebær.

Glansbladet hæg er indført til Danmark fra det nordøstlige Amerika og er plantet rigtig mange steder i læhegn og skove især i det midt- og vestjyske. Den klarer sig rigtig godt på magre jorder og tåler både vind og tørke. Stenfrugterne indeholder hvert et frø, som spredes med fugle og derfor kan spredes vidt omkring. Busken findes i alle plantager, ofte som enkelte træer hist og pist. Men flere og flere steder danner den en tæt underskov, som hindrer naturlig foryngelse pga. dens skygge. Desuden fører Glansbladet hæg til et fald i biodiversiteten på skovbunden.

Hvad er problemet?

Nogle læsere har nok gættet det: Glansbladet hæg er invasiv. Det betyder, at planten er kommet hertil fra et fremmed land og nu truer landskab og hjemmehørende arter, som er trængte nok i forvejen. Glansbladet hæg invaderer især heder, overdrev og enge. Med sin frodige vækst skygger de naturlige planter (laver, lyng, blomster) væk. Når den taber bladene opbygges humuslaget, som er uønsket på de næringsfattige, lysåbne naturarealer. Den er såkaldt landskabsukrudt.

Hvad gør vi ved det?

Inde i skoven er der så mange af buskene, at en bekæmpelse er umulig. Nogle steder skygges Glansbladet hæg ihjel, når træerne vokser dem over hovedet. Så inde i skoven har vi valgt at gøre ingenting. Men ude på heder, enge og overdrev skal den væk. Nøglen i bekæmpelse af invasive arter er at tage fat ligeså snart problemet er synligt. Hvis man venter bliver det enten meget dyrt eller umuligt at bekæmpe planten. Sporene fra hybenrosen skræmmer. Så det er med at hugge til med det samme. Vi har kortlagt, hvor der er problemer og er gået i gang med selve fjernelsen af buskene. Men hvordan gør man lige det? Som andre invasive arter er Glansbladet hæg en meget genstridig plante med stor evne til formering og overlevelse. Saver man busken ned, skyder den blot endnu flere skud det følgende år. Brænder man den af sker det samme, - de overjordiske dele dør, men hele rodsystemet er intakt og herfra skyder nye friske skud, som om intet var hændt. Græsning kan over længere tid have en vis effekt.

Forsøg med oprykning med rod.

Vi har tidligere lavet mindre forsøg på Hanstholm Knuden med oprykning med håndkraft, men planten skal ikke være tykkere end en blyant, før man ikke kan rykke den op. Et slags brækjern kan klare lidt større planter, men det er hårdt fysisk arbejde og meget tidskrævende, ligesom de store træer (10-15 cm tykke stammer) slet ikke kan håndteres på den måde. Der må større kræfter til, så vi har hyret en mindre gravemaskine (5 ton) på bælter, skiftet skovlen ud med en klo, der kan gribe om busken og rykke den lodret op af jorden, så meget af roden kommer med. Eventuel jord på roden rystes af og de lægges i bunker. Bunkerne fjernes derefter fra naturarealet. Der skal gå en vækstsæson eller to inden vi kan se, om metoden er effektiv. Vi forventer at opfølgende behandling under alle omstændigheder bliver nødvendig. Vi har indtil nu anvendt metoden på dele af Ålvand Klithede, Hanstholm Vildtreservat, Kokkær Vand i Tved Klitplantage og Flyvklit i Korsø.

At arbejde med invasive arter kræver først og fremmest hurtig indsats og tillige grundighed og vedholdenhed.