Lille Vildmose i finalen om bedste Natura 2000 område

03-06-2020

På baggrund af den store naturgenopretningsindsats i Lille Vildmose er området igen udpeget som et af 27 nominerede områder til en EU-pris, der kårer det bedste Natura 2000-område.

Aalborg Kommune, Aage V. Jensen Naturfond og Naturstyrelsen har netop afsluttet et stort genopretningsprojekt i naturområdet Lille Vildmose. På den baggrund er Lille Vildmose nu kommet med i opløbet om at blive kåret til årets Natura 2000-område.

Det er EU-Kommissionen, der står bag prisen, som i virkeligheden består af TO priser. Til den ene pris vælger en jury fra EU Kommissionen det Natura 2000 område, de finder bedst og mest kvalificeret til prisen. Den anden pris er en publikumspris, hvor alle EU-borgere kan stemme om, hvilket af 27 nominerede områder der har fortjent den fornemme titel.

Du kan bringe Lille Vildmose nærmere prisen ved at afgive din stemme her

Husk at bekræfte afstemningen fra den mail, du modtager efter have stemt. Afstemningen løber frem til 15. september.

Om Natura 2000 Award
For 5. gang uddeler EU en pris for bedste Natura 2000-område. Blandt 79 ansøgninger er Lille Vildmose udpeget som en af de 27 bedste. Disse konkurrerer nu i finalen om at blive det bedste Natura 2000 område. En af priserne er EU-borgernes pris, hvor alle kan stemme på den af de 27 Natura 2000 områder, de synes er det bedste.

Prisen uddeles hvert andet år og Lille Vildmose var også i finalen i 2018, hvor det dog ikke blev til en pris.

Læs mere om Life-projektet i Lille Vildmose på projektets hjemmeside