Dåhjorten brøler

05-11-2020

Efteråret byder på den ene spændende naturoplevelse efter den anden.


Skoven og naturen viser sig lige nu fra sin smukkeste side. Træernes blade bliver gyldne og daler stille og roligt til jorden. Nogle træer taber bladene tidligt og andre står stadig og ”lyser”, med sine smukke gyldne farver i mange nuancer. For hver dag der går, skifter farverne og det ene træ efter det andet bliver langsomt nøgne. Sådan er det med årstiderne der skifter. Vi ved det, og har oplevet det mange gange før, men alligevel er det lige fascinerende hvert år.
Er man på skovtur lige netop i disse dage, og nyder synet af den smukke efterårs skov, kan man være heldig, at opleve dåvildtets brunst. Ofte opleves det ved, at man høre en ”dyb rallen” eller en ”snorkende” lyd, som er dåhjortens brøl. Dåvildtet kendes typisk på, at de har 3 sorte lodrette streger i pelsen på spejlet (bagdelen), og hjorten (hannen) har et skovleformet gevir.
Når dåerne (hunnerne) er klar til parring, opfanger hjorte disse signaler, og stiller sig ud til sin brunstplads, og forsøger at tiltrække sig dåernes opmærksomhed ved hjælp af brøl, duft og udstråling. Udover at hjorten skal parre sig med dåerne, skal den også sørge for, at holde eventuelt yngre og rivaliserende hjorte på afstand. Den opgave går ikke altid stille af, og man kan være heldig at opleve, hvordan at 2 hjorte kæmper mod hinanden med deres gevir. Lyden af disse kampe er meget karakteristisk, og kan næsten opfattes som 2 brædder der bliver slået meget hårdt sammen.
Er man så heldig enten at se eller høre dåvildt i brunst, bliver oplevelsen størst ved at blive på afstand og nyde synet, eller lytte til de særlige lyde. Forstyrre man dåvildt i brunst, f.eks. ved at komme for tæt på, kan det få betydning for tidspunktet for parring og dermed også næsteårs kalvesætning. Samtidig er det også vigtigt ikke at forstyrre 2 kæmpende hjorte, da de for at forsvare sig, kun skal have fokus på modstanderen, og ikke samtidig skulle forholde sig til, om skovgæster kommer for tæt på. Bliver man som skovgæst på veje og stier, føler hortevildtet sig mest tryg.
Dåvildtbrunst kan ofte opleves i Nørreskoven på Als, Bommelund Plantage, Frøslev Plantage, Kelstrup Plantage og Hytterkobbel skov. I Haderslev Dyrehave er der en stor bestand af dåvildt, og her er chancen for at både se og høre dåhjorten størst.