Sjældne svampe i Mols Bjerge

30-10-2020

Frivillige biodiversitets-nørder i Nationalpark Mols Bjerge finder sjældne svampe - vokshatte i pangfarver i istidslandskabet

Papegøje-Vokshat en eksotisk navn til en lille men flot svamp - foto Jens Henrik Petersen

Spritnye fund af sjældne og truede svampe i signalfarverne rød, gul og grøn får armene op over hovederne hos de frivillige eksperter og biodiversitetsfolk, der atter har gjort fine fund i Mols Bjerge.

Skarlagen-vokshat er en af de favrerige svampe der er fundet i Mols Bjerge - foto Jens Henrik Petersen.

Denne gang har de fundet vokshatte med navne som Skarlagen-vokshat, Cinnober-vokshat, Isabella-vokshat, Slimet vokshat og Voksgul vokshat, der er fundet før i Mols Bjerge, men nu på nye lokaliteter. Helt nyt er et fund af Gulfodet vokshat – og sæsonen er først lige begyndt.

 

Den Sjældne Gulfodet vokshat er nu også fundet i Mols Bjerge - foto Søren Rasmussen.

Vokshatte indikerer god natur

Vokshatte spreder sig, etablerer sig og vokser uendeligt langsomt, så arealer man lægger ud i ny natur tager rigtig lang tid om at opbygge vokshattebestande – for de sjældneste arters vedkommende nok århundreder, og det endda kun hvis arealet drives uden gødning og sprøjtemidler og med god naturplejeafgræsning.

Det er en artsrig gruppe af ret små, ofte stærkt farvede svampe. Nogle få som Snehvid vokshat, Kegle-vokshat og Mønje-vokshat er relativt almindelige på nedgræssede naturenge, men mange er sjældne, og hvis de findes, er det sig altid på arealer, der har været uopdyrkede i århundreder og drevet uden kunstgødning, sprøjtning og andet.

Vokshatte signalerer således høj naturværdi. Derfor har det også vist sig, at de har det relativt godt i Mols Bjerge.

 

Frivillige hjælper med at finde de sjældne svampe

Når de frivillige i Nationalpark Mols Bjerge indleder svampesæsonen, er det altså ikke for som andre almindelige mennesker, at jagte rørhatte, kantareller, champignons og østershatte.

De flotte, farverige, sjældne og uspiselige vokshatte trækker mere i biodiversitetsfolkene.

Indsamlingskassen efter en tur i Mols Bjerge efter vokshatte.

 

 Læs mere om Mols Bjerge.

Besøg Nationalpark Mols Bjerge.