Kom på eventyr for børn

14-04-2021

Nu kan eventyrlystne børnefamilier tage til et forunderligt eventyrland i Nationalpark Mols Bjerge.
Tag børnene med på eventyr blandt vætter og ellefolk.

Den eventyrlige verden med vætter og ellefolk ligger på fire børnevenlige ruter på Naturstyrelsens arealer i Nationalpark Mols Bjerge, hvor børnene og deres voksne undervejs på en tur kan opleve eventyr, der er skrevet til de bestemte områder, og som er fyldt med sjov og udfordringer.

Natureventyr kan downloades fra lørdag 17. april – og så kan familiens eget eventyr begynde.

 

Til de mindste børn

I Nationalparken lægger de stor vægt på tilbud til børn, fortæller nationalparkchef Birgitte Lamp.

”Der er masser at opleve for alle aldre i nationalparken, og vi er derfor glade for at kunne præsentere et nyt børnevenligt tiltag i formidlingspaletten. Udover at blive en del af spændende og udfordrende eventyrlige fortællinger, er vi også overbeviste om, at børnene suger læring til sig og får lyst til at komme tilbage igen og igen,” siger nationalparkchefen.

 

Eventyrene er oplagte for familieturen.

 

Mere end 40.000 børn og voksne har allerede været ude på eventyr med appen Natureventyr, der indeholder eventyr designet som skattejagter i naturen. Eventyrene er målrettet familier med børn i alderen tre-ni år, og de gør det nemt og sjovt for børnefamilier at gå på opdagelse i naturen.

Via kortet i appen går man fra kapitel til kapitel, og undervejs bliver børnene inddraget i fortællingen gennem spørgsmål og sjove udfordringer, de skal løse.

 

Skrevet unikt til ruterne

Eventyrene tager udgangspunkt i de ting, som børnene kan opleve langs ruterne. Derfor har hvert område også sit helt eget unikke eventyr.  Eventyrene er alle lagt på Naturstyrelsens arealer på fire spændende lokaliteter:

 

Ved Ørnbjerg Mølle drager børnene med pigen Agnete ud i det smukke område for at finde en kur, som kan kurere hendes forkølede søster. Rejsen tager dem igennem det mystiske skyggeland, hvor de møder både trolde, vætter og den kloge Hyldemor.

 

Ved Strandkær er det drengen Bjørn, som har mistet sin ven Willum til det mystiske ellefolk. Ruten tager børnene gennem dyb troldeskov og over høje bakker for at befri Willum fra ellefolkets magi.

 

Ved Kalø Slotsruin har en heks slået sig ned på det smukke slot, og sidenhen har intet været, som det plejer. Folk forsvinder, og der går rygter om, at de bliver forvandlet til køer! Her er børnene på eventyr med drengen Svend for at finde ud af, hvad heksen mon har gang i.

 

Endelig kan man på Karpenhøj Naturcenter opleve fortællingen om, hvordan vikingepigen Frida snød skæbnen og stoppede selveste Ragnarok. Undervejs møder børnene både nordiske guder, snedige jætter og farlige væsner fra den nordiske mytologi.

 

Udviklet med DGI

Natureventyr er udviklet i samarbejde med DGI, som har støttet projektet.

Bag Natureventyr står fem børnefamilier, der arbejder for flere gode naturoplevelser til børnefamilier over hele landet.

 

Appen Natureventyr ligger gratis til både IOS og Android, så man er lynhurtigt ude på eventyr.

 

Se vandretursfolderne for de enkelte områder:

Kalø

Ørnbjerg Mølle

Mols Bjerge (Strandkær og Karpenhøj)