Nyt ørnekuld er på vej i Sønderskoven
16-04-2021For fjerde år i træk yngler et havørnepar i Silkeborg Sønderskov. Det sker i en ny rede, og Naturstyrelsen opfordrer til at vise hensyn og undgå færdsel i en mindre del af Sønderskoven, nær det nye redetræ.
Havørnen er i gang med at tilpasse den nye rede før æglægningen. Et havørnepar får kun ét kuld om året og lægger 2-3 æg. Foto: Bo Ryge Sørensen.
Igen i år yngler Silkeborgs havørnepar i Sønderskoven. Det konstaterer Bo Ryge Sørensen fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF), som har observeret ørnene for Naturstyrelsen, siden de flyttede ind i Sønderskoven i 2018. I år har ørneparret valgt at bygge en ny rede blot 300 meter fra den gamle bolig.
- Det er ikke ualmindeligt, at ørne kan finde på at bygge en ny rede, men da jeg opdagede det nye redetræ, blev jeg overrasket over, at havørnene havde valgt en placering så tæt på en befærdet skovvej. Heldigvis ser det ud til at ørneparret fortsat ruger, og om alt går vel, kan vi forvente at æggene klækker inden for en uges tid, siger Bo Ryge Sørensen fra DOF.
For at vise hensyn, og give de store rovfuglene ro til at yngle, lukker Naturstyrelsen et område omkring reden for organiserede aktiviteter og henstiller desuden til, at skovgæster lægger skovturen uden om det pågældende lille område af Sønderskoven, så ørnene kan få ro til at yngle. Til gengæld ophæves begrænsningerne i arealet omkring det gamle redetræ.
- Selvom ørnene har valgt et bygge rede i et træ tæt på en skovvej, er de forsat følsomme for forstyrrelser. Derfor lukker vi et område omkring reden for større organiserede aktiviteter, fx o-løb og mtb-løb, og henstiller desuden til, at skovgæster lægger skovturen uden om det pågældende område, så ørnene kan yngle i fred, siger skovfoged Thorbjørn Nørgård fra Naturstyrelsen.
Området vil være lukket for organiserede aktiviteter indtil omkring september, hvor ungerne forhåbentligt er kommet på vingerne og fløjet fra reden. På kortet herunder kan du se, hvilket område, der er tale om. Det er stadig muligt at søge om aktiviteter i den øvrige del af Sønderskoven.

Tip: Få nyheder fra Naturstyrelsen Søhøjlandet i din indbakke
Hold dig opdateret med lokale nyheder fra Naturstyrelsen Søhøjlandet. Du kan abonnere på nyheder ved at tilmelde dig formularen på enhedens hjemmeside, og du kan selvfølgelig altid melde dig fra igen.