Middelalderen rykker ind ved Kalø i sommerferien
21-06-2021Vær med, når området ved Kalø i sommer står i middelalderens tegn. I ugerne 26 til 29 kan du kigge arkæologerne over skuldrene, når de graver efter den forsvundne middelalderby ved Bregnet. Du kan også komme på guidede vandreture og opleve middelalderaktiviteter som gøgl, musik, plantefarvning og andet godt. Museum Østjylland, Nationalpark Mols Bjerge og Syddjurs Kommune står bag "Middelalder ved Kalø" på et af Naturstyrelsen Kronjyllands smukkeste steder.
Det er på marken foran Kalø, at arkæologerne rykker ind og udgraver den forsvundne landsby, Bregnet. I de fire uger som udgravningen varer kan hele familien også få sig en på opleveren, når der er middelaldergøgl og guidede ture i Nationalpark Mols Bjerge.
Tæt på Kalø lå der engang en middelalderlandsby, der hed Bregnet. Landsbyen er for længst forsvundet, men i sommerferien graver arkæologerne igen ved Bregnet. På den store mark nord for borgruinen er indhegnet et område, hvor du har chancen for at komme tæt på udgravningen, se arkæologerne grave og udspørge dem om dagens fund. Du kan også se en plancheudstilling om Bregnets historie og om tidligere fund på stedet.
Middelalder ved Kalø og Åben Udgravning alle hverdage fra 28. juni til 23. juli 2021 kl. 10 - 16. Gratis. Ingen tilmelding.
Børnene kan via en skattejagt blive mini-arkæologer og indkassere et velfortjent diplom.
Hele dagen vil værter fra Museum Østjylland og Nationalpark Mols Bjerge hjælpe jer til rette ved udgravningen, så I får en dejlig dag tæt på arkæologi og fascinerende fortidsminder. Alle, store som små, er velkomne til at være med, når fortidens spor dukker op for øjnene af jer.

I ugerne 26 til 29 kan du blandt andet opleve gøgl, væbnerskole, teater, musik og middelalderlige håndværk, når du kommer til Kalø. Her er det Mester Peder, der tryllebinder børnene. Fotokilde: Pressefoto
Garanti for fund – næsten!
Museumsinspektør, ph.d. Thomas Guntzelnick Poulsen glæder sig til at byde nysgerrige gæster velkommen til de fire arkæologiske uger i Bregnet:
”Det kan næsten ikke blive bedre set med en middelalderarkæologs øjne! Udgravningsområdet ligger tæt på Bregnet Kirke, tæt på borgen og i et område, hvor vi ved fra tidligere udgravninger, at der er fine fund at finde. Selvom der i sagens natur ikke er hundrede procents fund-garanti, så er det næsten sikkert, at vi finder noget rigtig spændende. ”

I fire herlige sommeruger graver arkæologer fra Museum Østjylland i landsbyen Bregnets historie, og du kan kigge dem over skulderen. Det er gratis at være med, og du kan fyre alle de arkæologiske spørgsmål af, du orker!
Fotokilde: Museum Østjylland
Gøgl og guidede ture
Hver torsdag og fredag kan du ud over den arkæologiske udgravning af landsbyen Bregnet opleve en lang række middelalderindslag som Skramle og Blæsekonen, der laver middelalderstomp og Middelalderkonen Margrethe, der fortæller historier om tro og overtro. Derudover kan du glæde dig til gøgl, væbnerskole, teater, musikalske oplevelser og et kig tilbage til middelalderlige håndværk.

Der er gøgl og gang i den for store og små, når blandt andre Skramle og Blæsekonen kigger forbi Kalø og laver deres forrygende middelalderstomp. Det er gratis at være med.
Fotokilde: Skramle og Blæsekonen
I løbet af uge 26 til 29 vil Nationalpark Mols Bjerge også invitere på en række vandringer med fokus på historien omkring Kalø og middelalderens lægeurter, der stadig gror på Kaløhalvøen.
Hele programmet kan findes på www.nationalparkmolsbjerge.dk
Alle gode kræfter arbejder sammen
Udgravningerne i Bregnet foregår på Naturstyrelsens arealer og er en del af et større samarbejde mellem Museum Østjylland og Nationalpark Mols Bjerge med deltagelse af Syddjurs Kommune, kaldet Sogneprojektet.
Samarbejdet er også et borgerinddragende forsknings- og formidlingsprojekt, som skal sætte fokus på udvalgte områders historie fra oldtid til nutid. Det styrker lokalhistorien i de udvalgte områder, men fornyer også den samlede fortælling om Nationalpark Mols Bjerge.
Se vandretursfolderen for Kalø.
Her er den digitale naturguide for Kalø.