Vandretur i Oksbøl Skov på Nordals

04-06-2021

Onsdag den 16. juni kl. 19.00 inviterer Vandsamarbejdet, Sønderborg kommune og Naturstyrelsen på tur i Oksbøl skov på Nordals.
Alle er velkomne til at deltage og arrangementet er gratis.

FrugttræerNye søer og nye indhegninger til græssende dyr samt ny app og spændende planer for fremtiden er temaerne for vandreturen i år.

Skoven, der blev plantet i 2018 og 2019, er vokset rigtig godt siden da. Den våde juli i 2020 fik træerne til at skyde i vejret og mange træer er langt over mandshøjde.
I 2020 og 2021 er der genskabt en række forsvundne småsøer og vådområder samt opsat indhegninger til køer og heste, der i fremtiden skal naturpleje de åbne områder. Desuden er der lavet en app til telefonen, så særligt interesserede kan finde kort over området samt oplysninger om alt fra grundvand over dyreliv til hvilke træarter, der er plantet.

På turen ser vi nærmere på det, der er sket i skoven de to sidste år og der bliver mulighed for at stille spørgsmål og give kommentarer og forslag.

”Jeg glæder mig til endnu en tur i Oksbøl skov, siger skovrider Inge Gillesberg. ”Det er et område, der bliver ved med at give nye oplevelser, fordi der sker så meget de første år af en ny skovs liv. Sidste år måtte vi udskyde den årlige vandretur på grund af Covid19, men det betyder til gengæld, at der er ekstra meget nyt at se og opleve på turen i år”.

Skovfoged Martin Reimers viser nogle af de nye søer frem og fortæller om planerne for de åbne områder i skoven. Naturvejleder Andreas Hermann fortæller om områdets udvikling og de kommende planer for Naturpark Nordals. På turen bliver den nye web-app om Oksbøl Skov introduceret.

Mødestedet er på p-pladsen overfor Havnbjergvej 21, 6430 Nordborg og turen forventes at tage godt og vel et par timer.

For yderligere information:

Naturstyrelsen Sønderjylland: Inge Gillesberg, tlf. 7254 3563, mail: Obfuscated Email