Frivillige har gjort Frederikshåb sommerklar
10-06-2021Endnu engang mødte en flok friske frivillige op til ”frivilligdag” i Frederikshåb plantage. Vejret var med os, og alle var klar til at smøge ærmerne op og give plantagen en ordentlig omgang.
Denne frivilligdag forgik i dejligt sommervejr i Frederikshåb
Vi mødtes på parkeringspladsen kl. 10, og kørte samlet ind i plantagen til den obligatoriske morgenkaffe med friskbagte boller. Her blev dagens opgaver uddelegeret, og man drog ud til de respektive opgaver med højt humør.

Den røde rute var i centrum, som kan ses i blandt billederne efter artiklen. Der blev arbejdet hårdt både langs flyverskjulet og ved syvårssøerne. Ved flyverskjulet blev der fældet, trimmet og luget ud blandt en masse små træer og gyvel samt andre invasive arter.
Under 2. verdenskrig blev flyverskjulet benyttet af tyske jagerfly. Her blev flyene parkeret tildækket med granrafter og camouflage-net. Da denne slags flytrafik for længst er stoppet, skal skjulene vedligeholdes og plejes, hvormed plantagens unikke kulturhistorie kan bevares gennem formidling.

Ved syvårssøerne var der også livlig aktivitet. Her blev der også fældet og trimmet træer og opvækst, som spærrede for den smukke udsigt fra den røde sti. Det var primært nåletræerne, som stod for skud denne gang. De vokser hurtigt, og er med til at nedbyde det unikke og åbne naturområde. Det er en del af et Natura2000-område, som skal bevare og beskytte naturtyper og bestemte arter. Det er derfor rigtig vigtig at holde vegetationen nede.

Foruden det store arbejde med beskæring blev der samtidig sat en ny bænk op, rengjort og malet skilte og pæle i hele plantagen samt reparationen af en trappe. Når man går på eventyr langs den røde rute, er det muligt at finde små skjulte perler med smukke udsigter. På en af disse perler blev der i lørdags sat i bænk op, hvor man kan sætte sig og rigtigt nyde den smukke natur. Plantagens mange skilte blev grundigt rengjort, slebet og malet så de stod flotte og røde i solen. En af trapperne fik en ordentlig overhaling, hvor der blev flyttet sand og lavet nye trin.

Efter flere timers hårdt arbejde fra de mange frivillig var det tid til afslutningsvis at samles til en omgang pandekager over bål, lækre hjemmelavede jordbærtærter og en god snak. Endvidere blev der delt informationer om næste arrangement og takket for dagens store indsats.
Der afholdes frivilligdag 3-5 gange om året. Interesserede er meget velkomne til at kontakte Gert Hougaard Rasmussen, chefkonsulent i Naturstyrelsen Trekantsområdet på Obfuscated Email.