Jagt og fiske dag 2021
26-09-2021Kom og tilbring en efterårsdag i den smukke natur ved Vandet sø og lær mere om jagt, fiskeri og friluftsliv.
Naturstyrelsen Thy og Danmarks Jægerforbund inviterer til Jagt- og fiskedag, søndag d. 17. oktober fra kl. 10.00-15.00 på hjørnet mellem Klitmøllervej og Søholtvej nord for Vandet sø.

Der vil være rig mulighed for at blive klogere på naturen og lære hvordan man benytter sig af dens ressourcer. Foreninger og lokale aktører vil være til stede og dele ud af deres viden. Du kan blandt andet lære mere om, hvordan du bruger naturen som spisekammer, prøve kræfter med jagt og fiskeri gennem forskellige aktiviteter og smage på vildtkød tilberedt over bål og fisk fra røgeovn.
Vi afholder denne dag, for at vise hvordan jagt og fiskeri foregår. Vi ser det som en måde at benytte de ressourcer naturen tilbyder os, og ønsker at vise, at det er ligeså naturligt at fange en fisk og nedlægge vildt, som det er at samle svampe og plukke bær
fortæller vildtkonsulent Tommy Hansen, fra Naturstyrelsen Thy.
På dagen vil der være mulighed for at teste sin præcision med lerdueskydning, jagtbue og riffelsimulator og prøve kræfter med en fiskestang eller mere avancerede fiskemetoder i Vandet sø. Der vil være kyndig vejledning og gode råd at indhente fra Danmarks Jægerforbund og lokale lyst- og sportsfiskere.
Du har endda mulighed for at opleve samarbejdet mellem jæger og jagthund helt tæt på under opvisningen med jagt- og schweisshunde.
Vi inviterer altså på en oplevelsesrig dag for hele familien og folk der ønsker at blive klogere på de mange ressourcer naturen stiller til rådighed og hvordan man kan blive bedre til at udnytte dem. Naturstyrelsen Thy og Danmarks Jægerforbund håber på at se mange af jer, til en dejlig dag i naturen.