Vandrerute i Tisvilde Hegn certificeret som kvalitetssti

05-12-2022

Naturstyrelsens gule vandrerute i Tisvilde Hegn med start ved Asserbo er blevet certificeret som kvalitetssti af Dansk Vandrelaug og er dermed den første af sin slags i Nordsjælland.

For at kunne udemærke sig som kvalitetssti, skal ruten bringe brugerne af stien langt væk fra trafikstøj, primært forløbe på grus og andre naturmaterialer, og være mellem 4 og 25 km lang.

Troldeskoven, Tisvilde Hegn

Selve ruten er på 7,2 km og giver mulighed for en varieret oplevelse af både natur og kultur i området. Blandt andet går man igennem Troldeskoven med sine krogede træer, forbi flere af Tisvilde Hegns mange gravhøje, man kommer forbi en forsvunden landsby dybt inde i skoven og starter og slutter ved Asserbo Slotruin.

”Det er rigtig glædeligt, at vi nu har fået vandrelaugets kvalitetsstempel på, at man får en ganske særlig naturoplevelse i Tisvilde Hegn. Jeg håber det kan være med til at lokke endnu flere ud i naturen og få både motion og frisk luft på en gåtur rundt i det smukke naturområde”, siger skovrider i Nordsjælland, Jens Bjerregaard Christensen.

Er man blevet fristet til et besøg og en gåtur, kan man læse mere om kvalitetsstieen på https://dvl.dk/kvalitetssti/kvalitetsstierne/natursti/tisvilde-hegn/ og den digitale naurguide for Tisvilde Hegn på https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/tisvilde-hegn/