Naturnationalpark Mols Bjerge – Godt begyndt!

06-07-2022

De nationale arbejdsgrupper for naturnationalparker, Den Videnskabelige Arbejdsgruppe og Den nationale arbejdsgruppe for interessenter, har afholdt deres første møder, hvor de har drøftet anbefalinger til de kommende naturnationalparker.

Naturstyrelsen Kronjylland har udpeget en lokal projektgruppe, hvor der ligeledes er afholdt første møde om Naturnationalpark Mols Bjerge, og endelig har Naturstyrelsen Kronjylland annonceret de første åbne kontordage, hvor alle har mulighed for at komme forbi til en snak om den kommende Naturnationalpark i Mols Bjerge.

Der er sket meget på kort tid. Det har været en første tid med mange spørgsmål, mange håndtryk og en hel del forslag til den konkrete udformning og forvaltning i den kommende naturnationalpark i Mols Bjerge. Langt det meste er sket i en god, ordentlig og konstruktiv tone.   

Første møde i den lokale projektgruppe for Naturnationalpark Mols Bjerge blev afholdt den 9. juni på Besøgscenter Øvre Strandkær.

Se referatet fra første møde i den lokale projektgruppe på projektsiden

Næste møde forventes afholdt i starten af september. På mødet vil Naturstyrelsen præsenteremere konkrete forslag i forhold til, hvordan en kommende naturnationalpark i Mols Bjerge vil se ud, og hvilke faciliteter den vil indeholde. I den forbindelse vil Naturstyrelsen opfordre til, at har man synspunkter eller konkrete input, kan man tage fat i medlemmer af den lokale projektgruppe, som man vurderer repræsenterer ens synspunkter eller interesser.

Se listen over de 28 medlemmer i den lokale projektgruppe for Naturnationalpark Mols Bjerge på projektsiden

I august 2022 vil Naturstyrelsen endvidere fortsætte med åbne kontordage på Øvre Strandkær. Her kan man komme forbi til en drøftelse og en snak omkring Naturnationalpark Mols Bjerge. De næste dage med åben kontor bliver fredag den 12. august og fredag den 26. august. Begge dage fra 13.00-16.00.  

Følg i øvrigt med på projektsiden for flere nyheder og informationer omkring Naturnationalpark Mols Bjerge

Er du interesseret i at vide mere om processen for Naturnationalpark Mols Bjerge, kan du læse det interview som Syddjursliv lavede med Naturstyrelsens projektleder. 

Se interviewet her