Ny hjertesti og hundeskov ved Himmerigskovene

25-03-2022

En kombineret indsats mellem Favrskov kommune, Hjerteforeningen i Favrskov og Naturstyrelsen Kronjylland gør, at der nu kan indvies en hjertesti og en hundeskov i Himmerigskov ved Hinnerup

Den 26. marts 2022 kulminerer samarbejdet mellem Favrskov kommune, Hjerteforeningen i Favrskov og Naturstyrelsen Kronjylland i en indvielse af en ny hundeskov og en ny hjertesti i Himmerigskovene ved Hinnerup.

Den nye hundeskov er på ca. 4 ha og placeret i den sydvestlige del af Himmerigskovene. Hundeskoven er etableret i samarbejde med en gruppe frivillige fra lokalområdet, som udviste interesse for en ny hundeskov på Naturstyrelsen arealer. Hundeskoven er omkranset af et hegn, så hundene kan løbe frit. Der er et mindre indhegnet område i hundeskoven, som kan bruges til f.eks. mindre hunde eller hvalpe.

”Der bliver flere og flere hundeejere, og derfor vil hundeskoven ved Himmerigskov være til glæde og gavn for mange af vores skovgæster. I hundeskoven kan alle lufte og lege med deres hunde og lade dem løbe frit uden snor. Der er faktisk kun den ene regel, at du skal have fuld kontrol over din hund, altså du skal kunne kalde din hund til dig, så det bliver et rart sted at være for alle,” udtaler Skovrider for Naturstyrelsen Kronjylland, Peter Brostrøm

Har du på din gå- eller cykeltur derimod ikke lyst til at møde en hund uden snor, kan du undlade at gå gennem hundeskoven og bruge de andre stier i skoven.

 

Hundene Solo og Binks i fuld firspring på et af hundeskovens åbne områder. Foto: Sofie Gernow

Hjertestien I Himmerigskovene er ca. 5 km lang og ruten går igennem nogle af de nyeste skovrejsningsområder. Her vil være rig mulighed for at kunne følge skovens og træernes udvikling gennem de kommende år. Der er placeret rutepæle langs ruten med hjerteforeningens genkendelige logo. Derudover er der placeret en folder ved start, som viser ruten.

Projektet om den nye hjertesti startede med en gåtur i skoven med Hjerteforeningen, kommunen og Naturstyrelsen, og herefter blev projektet skudt i gang. Hjerteforeningen etablerer hjertestier i hele Danmark, og formidler viden om hjerte-kar-sygdomme og hvordan disse kan forebygges ved hjælp af bl.a. motion.

” I kommunen er vi rigtig glade for det gode samarbejde, der har gjort det muligt at skabe både en hundeskov og en hjertesti. Det er vigtigt, at vi sikrer, at der er bynære, rekreative områder, hvor borgere både kan motionere og lufte deres hunde”, siger Lars Storgaard, der er borgmester i Favrskov kommune.

 

På hele ruten er der placeret pæle som disse, som guider dig rundt på Hjertestien. Foto: Josefine Kaketani Drud

 

Indvielsen af både hundeskoven og hjertestien finder sted d. 26. marts kl. 10. Mødestedet er Naturstyrelsens parkeringsplads på Rønbækvej. Alle er velkomne til arrangementet.

Her vil der være taler fra både Favrskov kommune, Hjerteforeningen og Naturstyrelsen. Herefter vil der blive klippet snore til indvielsen af hjertestien og gået en tur på ruten. Undervejs klippes snoren til hundeskoven. Arrangementet afsluttes med en sandwich og vand til de fremmødte.