Kom med på skovvandring i den kommende urørte skov i Almindingen
16-08-2023Almindingen og Ølene er udpeget som urørt skov gennem politiske beslutninger af flere omgange i 2018, 2020 og 2021. Samlet set betyder det, at hele Naturstyrelsens areal i Almindingen og Ølene nu enten er udpeget til urørt skov eller naturnationalpark.
Naturstyrelsen skal snart lægge sidste hånd på forvaltningsplanerne, og i den forbindelse inviteres der nu til skovvandring, hvor alle har mulighed for at høre mere om planerne og komme med spørgsmål og input.
Urørt skov skal styrke biodiversiteten, og særligt de sårbare og sjældne arter af dyr, planter og svampe skal få gavn af ændringerne. Urørt skov skal forstås som forstligt urørt. Det vil sige, at områderne gerne må plejes til gavn for natur, fortidsminder og friluftsliv, men at der ikke må tages træ ud med henblik på salg. Skovene bliver fortsat tilgængelige for offentligheden, men man vil opleve en større variation, flere gamle træer, hultræer, døde træer, skovlysninger mv.
Tidspunkt: Mandag den 28. august 2023 klokken 16.
Mødested: P-pladsen mellem Lilleborg og Christianshøj, Segenvej, 3720 Aakirkeby. Se på kort.
Turen ledes af skovrider Søren Friese og biolog Jill Grønberg Nothlev fra Naturstyrelsen.
Læs mere om urørt skov
Oversigt over Naturstyrelsens arealer i Almindingen samt udpegningerne til urørt skov.