To nye shelters ved Julsø teltplads

07-08-2023

Naturstyrelsen har i samarbejde med stiprojektet GudenåStien opgraderet teltpladsen ved Julsø med to nye shelters til overnattende vandrere og sejlende.

Familien Borgbjerg i gang med at indvie de nye shelters ved Julsø på en kano- og kajaktur fra Ry.

På en klar nat kan du få en millionstjernet overnatningsoplevelse på teltpladsen ved Julsø, som for nyligt er udvidet med to nye shelters.

Den primitive overnatningsplads er især egnet til vandrere ved Himmelbjerget og sejlende på Julsø. De to nye shelters på pladsen giver, sammen med teltområdet, endnu flere muligheder for at opleve en nat i naturen og for alvor se stjernehimlen fra et sted, som er forholdsvis beskyttet mod lokal lysforurening fra byer.

De nye shelters er opført i samarbejde med stiprojektet GudenåStien – fra kilde til fjord, som støttes af Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden.

Shelterne har plads til seks personer hver. Den ene shelter kan bookes via udinaturen.dk, mens den anden indtages efter ”først til mølle” princippet.

Læs mere om pladsen på Udinaturen.dk

Læs mere om stiprojektet 

Du kan også se, hvor du kan komme ud at gå de allerede eksisterende dele af Gudenåstien, ved at søge på ”GudenåStien” på udinaturen.dk.