Skovning i Gaardbæk skov og Buskmose skov

I den kommende tid foretager Naturstyrelsen Sønderjylland skovninger i Gårdbæk Skov ved Sønderhav, og Buskmose Skov ved Rinkenæs. Der skoves løvtræ – bøg og eg, til Junckers Savværk, til produktion af parketgulve. Som forberedelse til at skovene i fremtiden skal være uden egentlig skovdrift, fjernes samtidig nåletræer, der ikke er hjemmehørende i Europa. Skovningerne både af løv og nål foretages med maskine.

Skovningerne vil de fleste steder se ud som tidligere, men som forberedelse til at skovene fremover skal være "urørt", vil der også blive fældet træer i grupper, formålet hermed er at skabe lys til planter og dyr, og en øget variation.

Forud for skovningerne er arealerne gennemgået for synlige reder, planter, svampe, mosser, og træer med huller, samt ræve- og grævlingegrave, i det omfang det har været muligt at få kendskab til disse.

Træet der bliver skovet går for størsteparten til danske industrier til parketgulve, samt brænde og flis.

Vi forsøger at undgå for store skader på veje og stier, men i det omfang, der er nødvendigt at foretage efterfølgende reparation, vil det ske hurtigst muligt efter endt ud transport af træet.