Gråkær Enge Lavbundsprojekt - Forundersøgelse

Naturstyrelsen Himmerland har i perioden september 2020 – maj 2021 iværksat en teknisk og ejendomsmæssig forundersøgelse af mulighederne for at gennemføre et lavbundsprojekt i et undersøgelsesområde på 181 ha i Gråkær Enge i ådalen mellem Vorning Å og Skals Å (Mariagerfjord kommune).

Projekttype Lavbundsprojekt - forundersøgelse
Periode 1. september 2020 - 30. august 2021

Forundersøgelses-

område

181 ha

Økonomi - 

forundersøgelse

kr. 453.707

Projektbeskrivelse

Det potentielle lavbundsprojekt er beliggende i Skalsådalen og er afgrænset af Skals Å og Vorning Å. Forundersøgelsesområdet, der berører 10 lodsejere, omfatter 181 ha, hvoraf hovedparten er dyrket landbrugsjord. Området afvandes gennem grøfter og dræn, og den centrale del på ca. 55 ha afvandes med pumpe, lige som også drænsystemet i det nordvestlige område afvander via pumpe. Hovedparten af forundersøgelsesområdet er beliggende inden for Natura 2000 og er for 85 % vedkommende karakteriseret som humus jorde med et tørveindhold over 6%.

Oversigtskort Gråkær Enge

Formålet med lavbundsprojekter er at udtage kulstofrige lavbundsjorder (tørvejord) af landbrugsmæssig drift og genskabe naturlig grundvandsstand for herigennem at reducere disse arealers tab af klimagasser til atmosfæren. Det indebærer, at al afvanding i form af dræn og grøfter og eventuelle pumper afbrydes, så jorden bliver vådere og nedbrydningen af tørvejorden ophører.

Ekstensiveringen af landbrugsdriften og genskabelse af naturlige hydrologiske forhold vil samtidig forbedre naturforholdene i projektområdet, hvoraf en betydelig del er udpeget som Natura 2000 område.

Med ophør af dyrkning bidrager lavbundsprojektet endvidere til at reducere tabet af kvælstof til vandmiljøet til gavn for Hjarbæk Fjord og Limfjorden.

 

Nyheder

Projektforløb

Det rådgivende ingeniørfirma WSP (tidligere Orbicon) har som rådgiver for Naturstyrelsen Himmerland udført en teknisk og ejendomsmæssig forundersøgelse med det formål at undersøge mulighederne for at realisere et lavbundsprojekt, hvor der opnås tilstrækkelig reduktion af tab af CO2 (klimagasser) til atmosfæren, samtidigt med at der sker en forbedring af de eksisterende naturarealer i området.

Rådgiver har på grundlag af besigtigelser i området og indmåling af terræn, grøfter og drænløb beregnet effekten, hvis afvandingen ophører gennem blokering af grøfter samt afbrydelse af dræn og pumpeanlæg.

Rådgiver har endvidere foretaget en registrering af forekommende naturarealer og en vurdering af påvirkningen ved etablering af et lavbundsprojekt.

Alle lodsejere i forundersøgelsesområdet er gennem interview blevet spurgt om deres holdning til det foreløbige projektforslag og deres ønsker til kompensation (jordfordeling, salg med forkøbsret eller tilskud) ved eventuel deltagelse i projektet. Resultatet af interviewrunden viste, at der er en overvejende positiv interesse blandt lodsejerne for at gå videre og forsøge at realisere projektet.

Etablering af et lavbundsprojekt er baseret på frivillighed fra lodsejerside, og projektet vil derfor ikke kunne realiseres, før der er indgået aftaler med samtlige lodsejere, der bliver berørt at det endelige projekt.

På baggrund af den teknisk-biologiske forundersøgelse og tilkendegivelserne fra de enkelte lodsejere har forundersøgelsen vist, at der er grundlag for at realisere et lavbundsprojekt på 168 ha.

Projektgrænsen er fastlagt ud fra de hensyn, der skal tages i projektet, herunder at undgå påvirkninger på matrikler, hvor der f.eks. er særlige naturhensyn eller lodsejerne der på forhånd ikke har ønsket at medvirke i projektet. Projektområdet ses på nedenstående figur sammen med undersøgelsesområdet og matrikler.

Projektområde for Gråkær Enge

Projekttiltagene omfatter følgende tiltag i projektområdet, der fremgår af nedenstående figur.

  • Nedlæggelse af pumpestationer og pumpebrønde og afbrydelse af hoved- og sidedræn.
  • Lukning af grøfter
  • Etablering af afværgegrøfter for at undgå påvirkning uden for projektgrænsen.

Projektområde med oversigt over dræn for Gråkær Enge

Gennemførelse af det samlede projekt vil resultere i en klimaeffekt med samlet CO2 tilbageholdelse på 1.678 tons CO2 ækvivalenter, svarende til 10.0 tons pr. ha. projektområde. Dermed opfylder projektet kravene til effektivitet i den nationale støtteordning til realisering af Klima-Lavbundsprojekter.

Ekstensiveringen af landbrugsdriften vil medføre en reduktion i tabet af kvælstof til Hjarbæk Fjord via Skals Å på ca. 7,8 ton N/år svarende til ca. 46 kg N pr. ha projektområde pr. år. Der er risiko for tab af fosfor til vandmiljøet i de første år efter realisering af projektet. Rådgiver i forundersøgelsen har vurderet, at der vil være risiko for et midlertidigt tab af fosfor, men at projektet samlet set vil gavne Hjarbæk Fjord.

Projektområdet er en del af det internationale naturbeskyttelsesområde, Natura 2000. Ophør af landbrugsdrift og mere naturlige afvandingsforhold i området vil på sigt føre til en forøgelse af naturindholdet og en mulighed for, at der opstår flere områder med sjældne habitatnaturtyper som ”rigkær”. Endvidere vil projektet forbedre levevilkårene for især engfugle og vandfugle.

Kort over projektområdet

Projektområde for Gråkær Enge

Dokumentarkiv

Kontakt

Kjeld Lundager Jørgensen

Projektleder
Naturstyrelsen Himmerland