Hø og høenge, et historisk rids

Før landbruget blev industrialiseret var hø dets vigtigste ressource; uden hø intet vinterfoder til dyrene og dermed bl.a. ingen staldgødning til markerne. Endnu i begyndelsen af 1900-tallet blev der høstet hø på ca. 10 % af Danmarks areal. Halvdelen heraf (200.000 – 250.000 hektar) var naturenge, som aldrig havde været omlagt eller gødet, og som derfor rummede et rigt plante- og dyreliv. Her havde de vilde planter, insekter og fugle fred og ro i blomstrings- og yngletiden frem til høslættet, som begyndte omkring 1. juli.
Høengene er i dag enten inddraget til korndyrkning, groet til med rørsump og pilekrat eller ændret til såkaldt kultureng, der gødskes og med mellemrum pløjes op og tilsås med kulturgræsser. På de få bevarede naturenge græsses der i hele vækstsæsonen, hvor det før kun skete efter høslættet.

Ægte høenge findes derfor praktisk talt ikke længere, og er dermed den danske naturtype, som har haft størst tilbagegang.