Oldermanden beretter

Et frivilligt høslætlaug

I Grib Skov bliver en skoveng på ca. 1 hektar (det svarer til to fodboldbaner) passet på ægte, gammeldags manér af en flok frivillige, som kalder sig "Strøgårdsvang Høslætlaug".

Den tætte græs- og urtevegetation bliver slået med le, høet revet sammen med træriver og hængt til tørre på ståltråd udspændt mellem nedrammede pæle. Et smukt og nostalgisk syn, som du måske har oplevet i Sverige eller Norge eller i det mindste i "Emil fra Lønneberg".

Men hvorfor gør de nu det? Det startede i 1996 med, at den lokale skovfoged sammen med et par biologer fik den idé, at man burde sætte nogle af skovens tilgroede høenge i stand. Formålet skulle være at genskabe noget af det rige plante- og dyreliv, ikke mindst af blomster og sommerfugle, som man ved, at engene rummede dengang de endnu var i drift og havde stor betydning for det gammeldags, selvforsynende landbrug. F.eks. beskriver den internationalt berømte danske biolog, professor C. Wesenberg-Lund, i 1925 hvordan svalehalerne fløj i sværme over engene i Grib Skov.

Hølaugets eng hedder Nydam, og den er en af fire enge som man, med midler til naturforbedrende projekter i statsskovene, begyndte at sætte i stand i 1996 (se nærmere herom i opslaget "Grib Skovs høenge"). Det stod dog snart klart, at der på sigt ikke kunne regnes med vedvarende bevillinger til at afholde de store arbejdsomkostninger ved autentisk høslæt.

Nogle af engene overgik derfor til mere rationel maskindrift, men det lykkedes altså at stable et frivilligt høslætlaug på benene, så driften på én af engene kunne fortsætte ved muskelkraft alene.

En afgørende inspiration herfor var et besøg af den store, svenske "leguru" Kjell Gustafsson på et kursus om engpleje, som amterne og Naturstyrelsen holdt i 1998. Kjell demonstrerede sin fantastiske samling af leer, fortalte om de fine blomsterenge man endnu har i Sverige og fik deltagerne ud at slå et pænt stykke eng. Så meget skylder vi Kjells inspiration, at vi ved lekonkurrencer i udlandet har kaldt holdet for "Kjells Angels"!

Den følgende vinter blev lokalområdet finkæmmet for at finde mulige "letosser". Det viste sig, at de faktisk var at finde blandt ansatte på Skovskolen, i Frederiksborg Amt og i Naturstyrelsen, i skovlandsbyen Gadevang og blandt i forvejen notoriske tosser længere borte, sågar helt fra Lolland.

I øvrigt gik vinteren med at fremstille håndbyggede leer og høriver. For dels skulle det selvfølgelig være rigtige træredskaber, dels skulle leerne tilpasses moderne menneskers ryglængde.

Den 3. juli 1999 var første gang hølauget slog Nydam. Selv om engen havde været slået af skovens folk i 1996 og af en hestetrukket klipper i 1997 og 98 og alt høet fjernet, var græsset stadig groft og stridt, men blomsterne var dog begyndt at dukke frem igen.

De næste to år skete der ret pludseligt betydelige forbedringer af engens tilstand, hvilket især illustreres af følgende:

• der var i 1996 i alt 47 plantearter på engen, hvilket i 2002 er  fordoblet til 96 arter
  
• i begyndelsen var vegetationen helt domineret af få, grove græsarter (især rørgræs, bjerg- og eng-rørhvene) og de øvrige arter var meget fåtallige og undertrykte, ofte ude af stand til at blomstre i græssernes skygge
  
• i dag myldrer blomsterne frem over alt og der er på hele engen opstået en tæt grønsvær med op til 20 plantearter pr. m²
  
• de grove græsser er ved at være erstattet af arter, som giver et langt finere og mere værdifuldt hø (især eng-rævehale og rapgræsser)
  
• der er set 20 forskellige arter af dagsommerfugle, 18 arter af guldsmede og vandnymfer samt snog, hugorm, stålorm, skovfirben, skrubtudse og butsnudet og grøn frø
  
• engen benyttes langt mere af råvildt og dåvildt, da den friske og saftige vegetation er tillokkende for dem i modsætning til den tidligere måtte af tørt og stridt græs
  
• både får og kødkvæg har vist sig meget begejstrede for det producerede hø.

Den årlige høslætdag ligger på den lørdag, der er nærmest den 1. juli. Det svarer til det tidspunkt, hvor høhøsten traditionelt begyndte. Dagen starter med, at man mødes hos skovfogeden kl. 8, hvorefter man vandrer den lille kilometer frem til engen. Så falder sjælen til ro, og ørerne vænner sig til stilheden.
Dagen før er hæspæle og ståltråd m.m. kørt ud til engen og de medbragte leer, høriver og frokostpakker kørt ud samme morgen. Så alt er klar til at tage fat på arbejdet, hvilket sker straks efter at laugets oldermand, thi en sådan har man naturligvis, har holdt morgenparolen.

De ca. 25 høstekarle, piger og børn går nu i "tog" over engen og græsset lægger sig smukt i lange, lige skår. Det vil sige, at det gør det nu efterhånden, for selvfølgelig har vi skullet lære meget undervejs, men nu er arbejdsteknik og –organisering ved at være på plads, og resultatet bliver smukkere for hvert år.
En del særlig blomsterrige småpartier skånes dog og slås først ved efterslættet midt i september. På den måde er der stadig noget at komme efter for sommerfuglene. Det har man selvfølgelig ikke gjort i gamle dage, hvor det drejede sig om at bjærge mest muligt hø, men vores formål er jo også at "producere" biologisk mangfoldighed ved siden af hø og bevaring af kulturtraditioner.

Arbejdet med at rive hø sammen og opsætte hæs går snart i gang, for det har vist sig, at dette er den største og tungeste del af arbejdet, som bestemmer, hvornår vi får fyraften. Der bliver sat to næsten 100 meter lange og ca. 2 meter høje hæs under ledelse af hver sin hæsformand. Høet hænger på 4 rækker ståltråd og det hele skal foregå på meget korrekt vis, så høet tørrer ordentligt, ikke blæser af eller pælene ikke vælter. Vi har prøvet alle ulykkerne og også her måttet lære meget!

Frokosten på engen er selv sagt meget stemningsfuld, og nogle år er vi så heldige, at en ægtefælle kommer ud med kaffe, te, friskbagte boller og saftevand hen på eftermiddagen.

Engen er omgivet af et smukt skovbryn, som vi efterhånden har fået lysnet og udvidet ved at fjerne skyggetræer som gran og bøg og bevare f.eks. skovæble, slåen, hvidtjørn og hyld. Sten og grene er fjernet og støddene skåret i bund, så vi også kan slå hø i skovbrynet. På den måde er der blevet lidt mere at slå hvert år, men vi kan alligevel klare det på kortere tid.

Når man lægger de forskellige arter af træer, buske og urter, som kun vokser i skovbrynet, sammen med de førnævnte ca. 100 arter på selve engen, har vi i alt registreret 150 arter, eller næsten ca. 10 % af Danmarks vilde flora, samlet på og omkring vores lille eng! Der er ikke de store sjældenheder imellem, men det er næsten alle oprindelige arter, som hører naturligt hjemme i eng og løvskov.

Når det sidste græsstrå er skåret og hængt til tørre, går det hen på eftermiddagen i mødigt trav hjem til skovfogeden. Uanset om man har en kontorkrop eller en mere arbejdsvant ditto, er alle godt brugte. Men det er en helt anden og mere tilfredsstillende træthed end efter hverdagens trummerum, og humøret er højt, for vi ved at det bedste venter forude.

Skoven sponserer nemlig høstgildet med et dådyr, som i forvejen er forvandlet til en meget eksklusiv ragout med både køller og ryg i, nye kartofler og andet godt tilbehør. Så nu skal langbordene dækkes, på heldige dage udendørs, og efter et bad eller i det mindste en tør undertrøje, bliver der snart gået til sagen. Stemningen er naturligvis i top og mad og drikke smager usædvanlig godt. Efter middagen holder oldermanden sin obligatoriske takketale til laugsbrødrene og -søstrene, og det hele plejer at slutte i god ro og orden inden midnat.

Årets øvrige arbejde
Efter et par uger skal høet helst være tørt, og kunsten er nu at skaffe tilstrækkelig med folk til at bære det ud af engen, da mange er taget på sommerferie. Da høet i dag er af langt højere kvalitet end i begyndelsen, og da der både er fåre-, heste- og kvægfolk blandt medlemmerne, vil det dog næppe være det samme problem fremover. De der skal dele høet har naturligvis ansvaret for, at arbejdet sker til tiden.

I begyndelsen bar vi det ud på høtyve, da vi af princip ikke vil have maskinkørsel på Danmarks sandsynligvis eneste, helt autentisk drevne høeng. Det var ret trælsomt, men nu har vi opfundet letvægtspresseningen til under en hund i byggemarkedet, og da tørt hø er let kan 2 eller 4 mand trække forbløffende meget ud ad gangen. Udenfor engen venter en ballepresser, og det er sådan set arbejdet med at forke høet i denne, som nu er det største.

Lige efter sommerferien indkalder oldermanden til sammenrulning af ståltråd og udbæring af hæspæle. Det er heller ikke samme tilløbsstykke som selve høslætdagen, men det klares fint af 6-8 mand på en hverdagsaften, og det er altid hyggeligt at mødes på engen også når traktementet indskrænker sig til en kølig pilsner.
Midt i september tages der andet slæt på så stor en del af engen, som vi nu er folk til. Hvilket  igen vil sige en god håndfuld, som alligevel på en sen eftermiddag hidtil har kunnet nå den mest trængende halvdel af engen. At det går forholdsvis hurtigere skyldes, at vi jo ikke kan få tørret høet på denne årstid, hvorfor vi blot deponerer det i den omgivende skov. Det er et lidt kedeligt syn, men vi trøster os med, at kompostbunkerne nok giver gode overvintringsmuligheder for en masse småkravl. Vi har diskuteret eftergræsning, som jo normalt har været et led i den traditionelle drift af høenge, men det har ikke rigtig været praktisk muligt og så slipper vi også for at få de fugtigste dele af engen trampet til knoldkær. Desuden virker det sandsynligt, bl.a. efter studier af skovdistriktets gamle driftsplaner, at vores eng også tidligere kun har været drevet med høslæt. Om man så ikke tog andet slæt eller om man tog det hjem i grøn tilstand, kan man spekulere over.

Årtiers manglende drift og den ekstra tilførsel af kvælstof, som vi har fra atmosfæren i dag, har desuden bevirket en ophobning af næringsstoffer på vores eng. Når vi efterhånden får gnavet denne pulje ned på et mere naturligt niveau, bliver efterslæt nok knap så påkrævet. Men det er under alle omstændigheder ganske forbløffende at se, hvor meget græs en god, naturlig eng kan blive ved med at yde, selvom den aldrig er blevet direkte gødsket. Rigelig tilførsel af grundvand omend med lavt næringsindhold her på stedet, af mere næringsrigt grøftevand om vinteren og måske også lidt af blade fra den omgivende skov er åbenbart tilstrækkeligt til at holde et højproduktivt økosystem i gang. Et system som landbruget var helt afhængigt af før i tiden.

Endelig er der en forårsarbejdsdag, hvor atter en håndfuld af de sejeste engtosser fjerner grene og sten og måske rydder og indtager lidt nyt land til slåning. Lidt forsigtig grøfterensning, jævning af muldskud og strafning af sivtuer bliver det også gerne til.

Den bedste tid er, når alt er klart og man glæder sig til den store høslætdag. I maj og juni kan man gå sig en stille tur på engen, som nu blot skal have fred. Da er det blot at glæde sig over blomsterne og hvem ved, måske er der dukket endnu en ny art op?