Lavbundsprojekt Møgelsig

Naturstyrelsen Vestjylland udfører i perioden august 2017 til juli 2018 en teknisk- og ejendomsmæssig forundersøgelse, som skal undersøge muligheden for at etablere et lavbundsprojekt ved Møgelsig Kær på Venø i Struer Kommune. Forundersøgelsen finansieres med midler fra EU’s Landdistriktsprogram.

Projekttype Forundersøgelse
Periode Maj 2017 - Juni 2019
Areal Ca. 46 ha
Økonomi 231.345 kr.

 

Projektbeskrivelse

Formålet med lavbundsprojekter er at reducere udledningen af drivhusgasser fra kulstofrige lavbundsjorder, reducere udledningen af kvælstof til kystvande og genskabe eller forbedre naturen. Dette gøres ved en ændring af de hydrologiske forhold hvor muligt samt en ekstensivering af driften af landbrugsjorder.

Undersøgelsesområdet Møgelsig er beliggende på den sydlige del af Venø i Struer Kommune. Området der skal undersøges er fordelt på to områder. Det nordlige område Lillesig er på 20,2 ha og det sydlige område Møgelsig er på 26,3 ha.

I slutningen af 1800-tallet udgjordes størstedelen af begge arealer af lavtliggende fugtige engområder og selv først i 1900-tallet fremstår undersøgelsesområdet på lave målebordsblade overvejende med engsignatur dog med præg af at der i mindre omfang er gjort forsøg på at forbedre afvandingsmulighederne. Mange af afvandingsgrøfterne er ændret i dag, men antallet af grøfter er forøget i hele projektområdet, herunder også ved etablering af pumpelag i begge dele af projektområdet.

Undersøgelsesområdet er på ca. 46 ha og ses på nedenstående kort.

Forundersøgelsen af et muligt lavbundsprojekt ved Møgelsig gennemføres i samarbejde med eksterne konsulenter, og består af en teknisk-biologisk og en ejendomsmæssig forundersøgelse.

Den teknisk-biologiske forundersøgelse skal beskrive de eksisterende forhold og herudfra opstille scenarier for mulig etablering af et lavbundsprojekt, herunder hvilke anlægsarbejder der skal udføres, for at opnå den størst mulige reduktion af CO2. Det er en forudsætning i forundersøgelsen og ved en eventuel realisering af et projekt, at arealer udenfor projektområdet ikke påvirkes. Risikoen for frigivelse af fosfor undersøges også.

Den ejendomsmæssige forundersøgelse skal beskrive de nuværende ejendomsmæssige forhold og afklare lodsejernes indstilling til realisering af et lavbundsprojekt.

Konklusion på forundersøgelse

Undersøgelsen af et muligt lavbundsprojekt ved Møgelsig er afsluttet. Der er tale om et tilrettet projektområde, da det undervejs blev klart, at flere af lodsejerne i det sydlige projektområde ikke ønskede at deltage i projektet. Selv med tilretningen af projektområdet, er en realisering af lavbundsprojektet ikke på nuværende grundlag er en mulighed.

Årsagen hertil er, at der som del af den tekniske forundersøgelse viste sig at det grundlæggende krav til reduktion af drivhusgasudledning ikke kunne opfyldes i projektet. I begge delområder var der mindre end 75 % af arealet, som havde et organisk kulstofindhold, der er højere end 12 %. Dermed kan projektområdet ikke opfylde minimumskravet om minimum 75 %.

I forhold til CO2 reduktion, er der beregnet en samlet reduktion på 420,2 tons CO2-ækvivalenter/år for de to projektområder. Det sydlige projektområde overholder minimum kravet for den gennemsnitlige CO2 reduktion per projektareal på 13 tons CO2-ækv./ha/år. Det nordlige projektområde kan ikke opfylde minimum kravet på 13 tons CO2-ækv./ha/år, antageligt fordi området indeholder større naturarealer, der ikke reducerer udledningen af CO2-ækvivalenter, og som derfor trækker den gennemsnitlige tilbageholdelse ned i kulstofregnskabet.

Projektforløb

August: Opstartsmøde med Orbicon, Struer Kommune og Naturstyrelsen.

September: Naturstyrelsen deltager på pumpelagets årlige møde. Information om projektet og opstart i marken med udtagning af jordprøver.

Oktober: Midtvejsmøde med Orbicon, Struer Kommune og Naturstyrelsen.

December: Orbicon gennemfører interview med lodsejere til den ejendomsmæssige forundersøgelse. Naturstyrelsen deltager i flere af møderne. 

 

Maj: Udkast til afrapportering, hhv. teknisk- og ejendomsmæssig forundersøgelse, samt kort og beregninger.

Juli-August: Endelige rapporter, teknisk- og ejendomsmæssig forundersøgelse, konsekvenskort og beregninger.

August: Resume af forundersøgelsen og projektet sendt til pumpelaget/lodsejerne.

 

 

 

Kort over projektområdet

Øverst i venstre hjørne ses den geografiske placering af Møgelsig og Venø, der ligger ud for Struer i den Syd-vestlige del af Limfjorden i Struer Kommune. I nederste venstre hjørne ses et historisk kort fra 1920, hvor størstedelen af området har engsignatur. Det store billede til højre viser afgrænsningen af undersøgelsesområdet med rød streg på luftfoto fra sommeren 2018.

Dokumentarkiv

Kontakt