Odense Fjord Oplandet

Landskab og jordtyper

Oplandet til Odense Å/Fjord udgør ca. 1046 km2 og inkluderer ca. 1100 km åbne vandløb samt 2600 søer og vandhuller (>100 m2).

Det var først og fremmest den sidste istid, som for 11.500-100.000 år siden skabte det fynske landskab, som vi kender det i dag.  Mest udbredt i landskabet er moræneflader dækket af moræneler, der er afsat af isens bund, mens isen bevægede sig frem. Smeltevandet, som strømmede bort fra isen, dannede smeltevandsdale.

Et eksempel er Odense Ådal, der blev dannet af en smeltevands-flod der stort set havde samme overordnede forløb, som vandløbet har i vore dage.

Lerjordstyperne er svagt dominerende og omfatter ca. 51 %, mens sandjords-typerne dækker ca. 49 % af arealet. Den fynske morænejord er særdeles velegnet til dyrkning af landbrugsafgrøder. Landbruget har derfor sat sine tydelige spor i landskabet. Dybdepløjning, kalkning og lignende har således gjort overfladejorden mere ensartet.

Arealanvendelse, befolkning og spildevand

Ligesom i det øvrige Danmark er arealanvendelsen i oplandet til Odense Fjord domineret af den landbrugsmæssige udnyttelse af jorden. Landbrugsjord udgør således 68 % af oplandet. Den resterende del af arealet omfatter ca. 16 % byområder/veje, 10 % skov og 6 % naturarealer (eng, mose, overdrev, søer og vådområder (§3 arealer). Til sammenligning udgør landbrugsarealer og skov på landsplan henholdsvis 62 % og 11 % af Danmarks areal og naturarealer godt 9 % af Danmarks areal.

Der bor ca. 246.000 indbyggere i Odense Fjord oplandet, heraf ca. 182.000 i Odense by, som er landets tredje største by. Ca. 90 % af befolkningen i oplandet afleder deres spildevand til et kommunalt renseanlæg. De resterende 10 % af befolkningen bor i ukloakerede områder uden for bymæssige bebyggelse. Der er i alt ca. 6.900 beboelsesejendomme beliggende i det åbne land uden for bymæssig bebyggelse og kloakeret opland.

Som følge af en stigende industrialisering ogudbredelsen af vandskyllende toiletter begyndte man i starten af 1900-tallet at udlede dårligt renset spildevand fra byer, mejerier, slagterier m.v. til de fynske vandområder. I 1950’erne begyndte jordbruget endvidere for alvor at forurene vandmiljøet ved udledning af ensilagesaft, ajle og møddingvand.

Senere blev de mange mejerier og slagterier nedlagt ved centralisering, og man begyndte for alvor at rense byernes spildevand. De største tiltag er dog først sket i 1980’erne og starten af 1990’erne, med stærkt forbedret rensning af byernes og virksomhedernes spildevand og stop for landbrugets ulovlige udledninger af ensilagesaft m.v.

Landbrugsforhold

Der var i 2000 registreret ca. 1870 landbrugsejendomme i oplandet til Odense Fjord, heraf ca. 960 husdyrbrug.

Husdyrproduktionen i oplandet omfatter ca. 60.000 dyreenheder (1999-2002), fordelt på 59 % svin, 37 % kvæg og 4 % anden husdyrproduktion.

»Husdyrtrykket« er gennemsnitligt 0,9 dyreenheder per hektar landbrugsjord, svarende til landsgennemsnittet. Indenfor de enkelte deloplande til Odense Fjord varierer husdyrbestanden imidlertid en del.

Husdyrproduktionen i oplandet er samlet set steget de senere år. Dette dækker dog over et fald i husdyrproduktionen inden for kvægsektoren  og en kraftig stigning indenfor svinesektoren.

Ud fra indkomne ansøgninger til amtet om udvidelser af husdyrholdet (VVM-screeninger), vurderes at husdyrproduktionen fortsat vil stige de kommende år. Der er således i perioden år 2000 til medio år 2003 givet tilladelse til at husdyrproduktionen i oplandet kan øges med 17 %.

Den dominerende afgrøde i oplandet er korn (2/3 er vinterkorn), der dækker 63 % af arealet, mens kun 10 % er græsarealer. Odense Fjord oplandet har en forholdsvis høj koncentration af gartnerier, hvis areal udgør ca. 3 % af landbrugsarealet.

Historisk udvikling – Kunstig afvanding og landindvinding i Odense Fjord oplandet

I løbet af de seneste 50-100 år er skønsmæssigt mindst 55 % af det dyrkede areal i Odense Fjord oplandet blevet kunstigt drænet. Dette er sket for at sikre en hurtig afvanding af landbrugsjorden og en optimering af dyrkningsmulighederne. Dertil kommer, at moser, enge, vandløb, samt lavvandede søer og fjordområder har gennemgået store fysiske forandringer eller helt er forsvundet fra landkortet som følge af landvindingsarbejder til dyrkningsformål. I oplandet til Odense Fjord er 72 % af de større enge/mose-områder forsvundet i løbet af de sidste 100 år (figur 1.6).

En stor del af de tidligere enge/mosearealer i ådalen er gjort dyrkbare ved gennemførelse af vandløbsregulering og løbende vandløbsvedligeholdelse. Mange vandløb og grøfter er også blevet rørlagt ligesom en stor del af vandløbene er blevet udrettet. Tilsvarende er der sket en markant reduktion i antallet af mindre søer og vandhuller.

Alt i alt har årtiers indsats med landvinding, afvanding af vådområder samt dræning betydet, at den naturlige selvrensningsevne i Odense Fjord oplandet er reduceret betydeligt.

Der savnes konkret viden om aktuelt drænede landbrugsarealer i oplandet til Odense Fjord. En viden som er væsentlig for at belyse miljøbelastningen fra de enkelte landbrugsarealer, og nødvendig for en fremtidig prioritering af miljøindsatsen på landbrugsarealerne.

Historisk udvikling – landbrugsdriften på Fyn

Siden 1950’erne har dansk landbrug undergået en kraftig strukturudvikling, som bl.a. har betydet at bedriftsstrukturen er blevet specialiseret og dyreholdet koncentreret. Siden 1950’erne er antallet af bedrifter i Fyns Amt er faldet med 75 %, og den gennemsnitlige bedriftsstørrelse er steget med 250 %. De alsidige landbrug med blandet animalsk og vegetabilsk produktion er i stigende grad blevet afl øst af specialiserede kvæg- eller svinebedrifter eller bedrifter baseret udelukkende på planteavl. Afgrødefordelingen i 1950’ernes landbrug afspejlede den alsidige bedriftsstruktur med blandet animalsk og vegetabilsk produktion. Op mod halvdelen af arealet blev dengang dyrket med græs, grøntfoder og rodfrugt, mens den anden halvdel blev dyrket med kornafgrøder, primært vårkorn.

Udviklingen i landbruget har bl.a. medført at arealet med græs, grøntfoder og rodfrugt er blevet mere end halveret siden 1950’erne mens kornarealet er steget. I dag dækker arealet med græs, grøntfoder og rodfrugt ca. 18 % af landbrugsarealet mens kornarealet omfatter mere end 60 % af landbrugsarealet. Reduktionen i arealet med græs, grøntfoder og rodfrugter til fordel for kornafgrøder har øget udvaskningen, idet græs og grøntfoderafgrøder med lang vækstsæsonner bedre til at holde på kvælstoffet end korn.

Siden 1980’erne er andelen af arealet med vinterkorn steget på bekostning af vårkorn. Fra 1950’erne og frem til slutningen af 1980’erne faldt husdyrbestanden med 35 %, hvilket skyldes en nedgang i kvægbestanden.

Fra slutningen af 1980’erne er husdyrbestanden igen begyndte at stige. Stigningen skyldes en stigning i svinebestanden, mens kvægbestanden fortsat er faldende. Den store specialisering betyder at husdyrholdet, til forskel fra tidligere, fordeler sig meget skævt på de enkelte bedrifter. Især svineholdet er i dag koncentreret på bedrifter med et meget stort dyrehold. Husdyrholdet og dermed husdyrgødningen og udbringningen af denne er således koncentreret på et langt mindre areal end tidligere. Nye lovgivningsmæssige krav til udnyttelse af husdyrgødningen har dog betydet, at husdyrgødningen i de senere år igen spredes over et større areal.

Før 1950’erne var gødning fra husdyr den væsentligste kilde til næringsstoftilførsel til afgrøderne. Fra 1950’erne blev anvendelsen af handelsgødning imidlertid mere og mere udbredt. Handelsgødningsforbruget steg fortsat op gennem 1960’erne og 1970’erne. Det stigende forbrug af handelsgødning bevirkede en markant stigning i den samlede kvælstoftilførsel til afgrøderne, en tilførsel som i perioden 1950 til 1980 steg med næsten 86 %. Den samlede kvælstoftilførsel forblev høj op igennem 1980’erne. Ca. 63 % af den samlede kvælstoftilførsel stammede fra handelsgødning, og mængden af kvælstof fra handelsgødning kunne alene dække afgrødernes kvælstofbehov. Dette afspejler, at husdyrgødning på daværende tidspunkt blev tillagt en meget ringe gødningsværdi.

Fra 1992/93 begyndte kvælstofforbruget at falde. Forbruget af handelsgødningskvælstof faldt bl.a. som følge af en række lovgivningsmæssige tiltag, der havde til formål at reducere landbrugets miljøbelastning. Disse tiltag omfattede bl.a. krav om bedre udnyttelse af kvælstof i husdyrgødningen. Reduktionen i handelsgødningsforbruget er fortsat op igennem 1990’erne til i dag. I alt er det samlede kvælstofgødningsforbrug faldet med ca.20 % siden begyndelsen af 1980’erne, hvor forbruget var på sit højeste.

Det stigende handelsgødningsforbrug op gennem 1960’erne og 1970’erne betød at også fosfortilførslen til afgrøderne steg. Den samlede fosfortilførsel til afgrøderne steg med 20 % fra midten af 1950’erne til midt i 1970’erne. Tilførsel af fosfor til afgrøderne oversteg langt den mængde fosfor, der blev fjernet i afgrøderne, med en fosforophobning i jorden til følge.

Fra starten af 1980’erne begyndte den samlede fosfortilførsel at falde på grund af et fald i forbruget af handelsgødningsfosfor, men der blev dog stadig tilført mere fosfor, end der blev fjernet i afgrøderne. Siden midten af 1980’erne og til i dag er den samlede fosfortilførsel til afgrøderne i Fyns Amt reduceret med ca. 28 %. I dag er fosfor i husdyrgødning den væsentligste kilde (ca. 72 %) til den samlede fosfortilførsel til afgrøderne. Fosformængden i den tilførte husdyrgødning svarer stort set til hvad der gennemsnitligt fjernes i afgrøderne.

Da husdyrholdet er i dag koncentreret på færre bedrifter med meget store dyrehold, er spredning af husdyrgødningen koncentreret på et langt mindre areal end tidligere, hvilket betyder, at særlige de husdyrgødede arealer fortsat er udsat for overgødskning med fosfor. En fortsat overgødning af jorden med fosfor vil øge tabet af fosfor fra landbrugsjorden til vandmiljøet.