Vådområdeprojekt Åstrup Bæk Syd

Naturstyrelsen Sønderjylland har i dec. 2019 fået tilsagn til realisering af vådområdeprojekt Åstrup Bæk Syd i perioden 2020 til 2023 på baggrund af en teknisk og ejendomsmæssig forundersøgelse. Projektet realiseres dels med midler fra EU’s Landdistriktsprogram dels med egenfinansiering. Tilskuddet består af 75% midler fra Den Europæiske Landbrugsfind for Udvikling af Landdistrikterne og 25% midler fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Projekttype Vådområdeprojekt under EU's Landdistriktsprogram Etablering af Åstrup Bæk Syd Vådområdeprojekt
Periode 31. august 2017 - 31. august 2019 30. august 2019 – 29. august 2023
Projektareal 22 ha 6,89 ha
Økonomi 374.015 kr. 786.694,00 kr + reserveret ramme til jordopkøb/jordfordeling

 

Projektbeskrivelse

Åstrup Bæk afvander til Haderslev Fjord og området er beliggende umiddelbart øst for bygrænsen. På baggrund af forundersøgelsen med et undersøgelsesområde på 22 ha, er der afgrænset et projektområde på ca. 7 ha.. I det endelige projektområde vil virkemidlerne til N-reduktion basere sig på tiltag om genslyngning af Stendetgård Bæk, med en hævning af vandløbsbunden og vandspejlet. Derudover etableres der flere overrislingsområder ved at afbryde dræn og grøfter og føre vandet til overfalden. Der indgår én lodsejer i projektet.

 

Projektet er vurderet til at kunne fjerne ca. 1.119 kg N/år, svarende til en arealspecifik kvælstoffjernelse på ca. 162 kg N/ha/år. Ved en gennemførsel af det skitseret projekt vil der være en negativ fosforbalance (netto fosforfrigivelse) på 22 kg P/år i projektområdet svarende til en netto frigivelse på 3,1 kg P/ha/år.

Projektforløb

Der er indsendt ansøgning om realisering i 2019 på baggrund af den tekniske og ejendomsmæssige forundersøgelse. HER er et link til den tekniske forundersøgelse.

Åstrup Bæk afvander ned til den nordlige side af Haderslev Fjord og har opstrøms
projektområdet et mere naturligt forløb, med karakter af skovvandløb i Vesterskov. Det skitserede projektområde er på 22 ha. Haderslev Kommune ejer store dele af projektområdet. Herudover er der 6 private lodsejere inden for det skitserede projektområde.

Vådområdeprojektet har til formål at reducere udledningen af kvælstof til de danske fjorde og farvande, hvor det skader de naturlige økosystemer og bl.a. fører til ”iltsvind”. I et vådområdeprojekt kan der laves indsatser, hvor eksisterende vandløb får retableret et naturligt slynget forløb og evt. hæves vandløbsbunden også. Typisk bliver dræn og grøfter fjernet fra lavbundsarealer og dræn fra omkringliggende landbrugsarealer bliver ledt til terræn ved projektgrænsen. Inden for vådområdet siver vandet naturligt ned til grundvandet eller ligger sig som overfladevand over et større areal, hvorfra det fordamper eller langsomt ledes mod vandløbet. Overfladevand og drænvand som ledes til projektområdet bliver ”renset” for overskydende kvælstof ved at naturlige bakterier i jorden omdanner kvælstof til en gasform, som ikke virker gødende på planter i søer, vandløb og hav. Opholdstiden på vandet i vådområdeprojektet skal derfor være lang, så processerne kan foregå i lang tid. Det betyder også at der er mindre risiko for oversvømmelseshændelser nedstrøms vandløbet, da farten på vandet sænkes.

Forundersøgelsen skal klarlægge hvor meget kvælstof, der kan fjernes fra området og der skal som minimum kunne fjernes 90 kg/ha/år fra hovedoplandet. Derudover skal det undersøges, hvilke anlægsarbejder, der er nødvendige, for at reducere mængden af kvælstof bedst muligt uden at have effekt på de omkringliggende omdriftsarealer. Projektet afvander til hovedvandopland 1.11 Bæltehavet/Lillebælt og delvandopland Haderslev Fjord (106).

Kort over Undersøgelsesområdet

Dokumentarkiv

Kontakt

Rune Juelsborg Karsten

Projektleder
Naturstyrelsen Sønderjylland

Marc Hammer Holck

Projektmedarbejder
Naturstyrelsen Trekantsområdet

Annette S. Jacobsen

Projektleder (forundersøgelse)
Naturstyrelsen Trekantsområdet