Verup Mose Vest Lavbundsprojekt­ - Forundersøgelse

Naturstyrelsen Vestsjælland udførte i perioden august 2016 til januar 2018 en teknisk og ejendomsmæssig forundersøgelse, som skulle undersøge muligheden for at etablere et lavbundsprojekt i en del af Verup Mose beliggende i Sorø Kommune. Konklusionen var, at det ikke var muligt at søge realisering af et projekt. Forundersøgelsen blev finansieret med midler fra EU's Landdistriktsprogram.

Eng op mod Åmose Å - marts 2016.

Projektbeskrivelse

Formålet med lavbundsprojekter er at reducere udledningen af drivhusgasser fra kulstofrige lavbundsjorder og genskabe eller forbedre naturen. Dette gøres ved en ændring af de hydrologiske forhold og, hvor relevant, en ekstensivering af driften af landbrugsjorder.

Det pågældende undersøgelsesområde er beliggende i den nordlige del af Sorø Kommune. Verup Mose er en del af Store Åmose komplekset og undersøgelsesområdet grænser mod nord op til Åmose å. Undersøgelsesområdet er på ca. 38 ha og ses på nedenstående kort.

Forundersøgelsen skal beskrive de eksisterende forhold og herudfra opstille scenarier for mulig etablering af et lavbundsprojekt uden påvirkning af arealer udenfor projektområdet og værdifulde biotoper indenfor området. Forundersøgelsen skal desuden beskrive, hvilke anlægsarbejder der skal udføres, for at opnå den størst mulige reduktion af drivhusgasser. Risikoen for frigivelse af fosfor undersøges også.

Konklusion

Forundersøgelsen af et muligt lavbundsprojekt i Verup Mose vest er afsluttet og der foreligger en teknisk og en ejendomsmæssig forundersøgelsesrapport.

Teknisk viste forundersøgelsen, at det er muligt at opfylde lavbundsordningens minimumskrav til drivhusgasreduktion, men der var ikke den fornødne opbakning blandt alle lodsejere til det fremlagte projektforslag. Konklusionen blev derfor, at der ikke var grundlag for at gå videre med ansøgning om realisering af lavbundsprojektet. 

I dokumentarkivet findes rapporten for den tekniske forundersøgelse. Rapporten for den ejendomsmæssige forundersøgelse er ikke offentligt tilgængelig under hensynstagen til krav i Persondataforordningen.

Fakta

Projekttype: Lavbundsprojekt under EU’s Landdistriktsprogram
Periode: August 2016 - januar 2018
Areal: Ca. 38 ha
Økonomi: 226.872 kr.

Projektforløb

Eng i den vestlige del af undersøgelsesområdet. Naturstyrelsen, marts 2016.

Kort over projektområdet

Øverst i venstre hjørne ses den geografiske placering af Verup Mose, der ligger i den nordlige del af Sorø Kommune grænsende op til Åmose Å i nord. I nederste venstre hjørne ses et historisk kort fra 1870, hvor man gravede tørv i området. Det store billede til højre viser afgrænsningen af undersøgelsesområdet med rød streg på luftfoto fra foråret 2015.

Kontakt

Naturstyrelsen Midtsjælland
mail: msj@nst.dk
tlf.: +45 72 54 32 88