Sandvandring....Hvad er det?

Vand, der bevæger sig, har kræfter, og kræfterne afhænger af strømhastigheden. Vandets kræfter bruges bl.a. til at skære i brinkerne og naturlige vandløb snor sig derfor gennem landskabet. Sand fra brinkerne og sand aflejret i områder med stillestående vand, f.eks. mellem vandplanterne, vil trille langs bunden, hvis strømhastigheden er stærk nok i forhold til sandpartiklernes størrelse. Sandvandring er derfor et naturligt fænomen, og det er med til at skabe varierede forhold i urørte og naturlige vandløb.

Kraftig sandvandring i et lille sidetilløb kan give store problemer i hovedløbet (Foto: Stig Pedersen) Men de fleste vandløb i Danmark er blevet udrettet, og er derfor langt fra det naturlige. Det får alvorlige konsekvenser for sandvandringen, især i områder med meget sandet jord, store højdeforskelle og meget varierende strømhastighed. Det er særlig slemt i forbindelse med kraftig nedbør. Når jorden dyrkes, bliver den ind imellem bearbejdet, og især efter pløjning kan der komme meget sand ud i vandløbene i forbindelse med regnvejr. Der kan i øvrigt også komme meget sand i vandløbene under sandstorme. Sandvandringen vil derfor uundgåeligt blive større end i naturlige vandløb, og meget ofte fører det død og ødelæggelse med sig!

Ødelæggende sandvandring på vej ned gennem en fin mindre bæk (Foto: Finn Sivebæk) En voldsom sandvandring omdanner hele vandløbsbunden til en sandørken. Alle de insekter og andre smådyr, der lever mellem stenene på bunden mister deres levesteder. Sandvandring kan også være så slem, at planterne forsvinder, og dermed forsvinder de dyr, der lever her. Fiskene bliver også fåtallige, for der er ikke meget at leve af i en sandørken.

Her har sandet passeret, og bunden ser umiddelbart fin ud. Men fjerner man de øverste sten ses det tydeligt, at sandet har fyldt alle hulrum (Foto: Finn Sivebæk) Ved kraftige hændelser som tøbrud eller en kraftig tordenskylle kan der komme en voldsom tilførsel af sand til et vandløb. Og selvom tilførslen stopper igen, kan sandet vandre ned gennem vandløbet som en slags undervands vandreklit og gøre stor skade undervejs. Bagefter kan vandløbsbunden ligne sig selv igen, men alle porer og hulrum er fyldt med sand. Hvis det sker mens ørredæggene ligger i gydebankerne, får de ikke tilført iltholdigt vand, og de vil dø.

Der er altså god grund til at forhindre den ødelæggende sandvandring, og en traditionel løsning er at lave et sandfang. Det består i en udvidelse og uddybning af vandløbet over en kort strækning. Her vil strømhastigheden falde, og derfor vil sandpartiklerne falde ned på bunden. Meningen er så, at sandfanget tømmes med jævne mellemrum. Denne løsning er f.eks. brugt i forbindelse med det store projekt ved Vilholt Mølle, hvor spærringen blev fjernet, og hvor enorme mængder sand uundgåeligt ville løsrives og begynde at bevæge sig med strømmen.

Sandfang. Bækken er udvidet og uddybet, og det ses hvordan sandet opsamles (Foto: Finn Sivebæk) Men hvis det af den ene eller anden grund glipper med tømningen, så fyldes sandfanget op, og sandvandringen fortsætter nedenfor. Og der skal ikke mere end en enkelt alvorlig hændelse til for at gøre stor skade. Derfor er den bedste løsning, at forhindre sandet i overhovedet at komme ud i vandløbet, hvis det kan lade sig gøre. Man kan f.eks. sørge for bræmmer mellem mark og vandløb. I bræmmen vil vegetationen så tilbageholde sand fra marken. Man kan også passe på, at vandløbsbrinkerne ikke ødelægges af græssende kreaturer.