Mange arter af flagermus

For mange mennesker er flagermus slet og ret flagermus. Men der er faktisk omkring 950 arter i hele verden, og det betyder, at omkring en fjerdedel af alle verdens pattedyrarter er flagermus. Flagermus er meget forskellige dyr, lige fra de store flyvende hunde, der lever af modne frugter, til dværgflagermusen, der bare vejer 4-8 gram. I Danmark findes der 13 forskellige arter af flagermus, heraf er de mest almindelige sydflagermusen, dværgflagermus, skimmelflagermusen (kun i Nordsjælland) og vandflagermusen. Der kan dog være store lokale forskelle i forekomst og hyppighed.

Alle flagermus er fredede

Af vore i alt 13 registrerede flagermusarter, er nogle sårbare og andre direkte truede.

Dyr som rovfugle, ugler, ræve, katte, mårer m.v. kan tage flagermus, men gør det kun lejlighedsvis og udgør næppe nogen trussel for flagermusbestandene. Derimod kan mennesket udgøre en trussel for flagermusene, fordi det påvirker flagermusenes levesteder. Omvendt kan menneskets tilstedeværelse også skabe nye levesteder for flagermusene.

Helt basalt har de europælske flagermus to behov: Steder, hvor de kan opholde sig (dag- og vinterkvarterer), og føde i form af insekter. Alt der påvirker disse behov, har en effekt på flagermusene.

I mange tilfælde, og for mange flagermusarter, er denne påvirkning negativ -der er konflikter mellem flagermusenes behov og menneskets meget dominerende behov. Under visse omstændigheder har menneskets påvirkning af landskabet og mængden af bygninger favoriserer visse flagermusarter, som f.eks. sydflagermusen og skimmelflagermusen.

Flagermusene er totalfredede i stort set alle europælske lande, men fredning alene gør det ikke. Det er nødvendigt med beskyttelse og forvaltning af deres opholdssteder i grotter, hule træer, huse m.v. - og af deres Jagtområder. Flagermus er derfor omfattet af to internationale aftaler (Bernkonventionen og flagermusaftalen under Bonnkonveritionen), der beskytter dem og nogle af deres levesteder. Danmark har underskrevet begge konventioner, ligesom alle danske arter er totalfredede ifølge Lov om jagtog Vildtforvaltning.

Udover fredning og beskyttelse, er det vigtigt, at vi ved mere om flagermusene. Vi skal være bedre til at forstå flagerrnuseries levevis, og at de er en vigtig del af naturen og dens mangfoldighed.

Flagermusenes biologi

Flagermus er pattedyr. De er de eneste pattedyr, der kan flyve aktivt, og alle vore hjemlige flagermusarter orienterer sig ved hjælp af ekko lokalisering eller sonar. Under flugten udstøder de hele tiden, med små mellemrum, korte ultralydsskrig. Når disse lyde rammer f.eks. et insekt, en gren eller en husmur, opstår der ekkoer. Flagermusenes ører og hJerne er yderst effektive til at fange og bearbeJde disse ekkoer. Flagermusen danner sig på denne måde et detaljeret "lydbillede" af omgivelserne. Det er også ved hjælp af denne sonar, at flagermusene kan flyve sikkert rundt i mørket; og det er den de benytter med stor præcision, når de fanger deres føde i form af insekter. Ultralyde er blot lyde, der i frekvens ligger over den menneskelige høregrænse på 20 kHz. For os forekommer de fleste flagermus altså tyste, selvom mange af dem i virkeligheden larmer ret krafrigt.

Når en flagermus flyver tæt på een i mørket, er det ikke fordi den er ved at flyve ind i een eller går til angreb, men blot fordi den, med sin sonar, vil undersøge den "genstand", der pludselig er dukket op dér, hvor der ikke plejer at være nogen.

Flagermus i sommerhalvåret

Sidst på foråret eller i forsommeren samles flagermushunnerne i kolonier. Alt efter art kan det være under taget på et hus (ofte moderne huse med udhæng), i et hult træ, eller på andre beskyttede og lune steder. Det er normalt med 20 til 200 hunner i sådanne kolonier, alt efter art og omstændigheder. I ynglekolonien får hver hun, omtrent midt på sommeren, én unge, visse arter kan dog få to. Ved fødslen er ungerne nøgne og helt hjælpeløse. Ungerne bliver på dagopholdsstedet, også om natten, når hunnerne flyver ud for at lage insekter. Hunnerne kommer hjem flere gange hver nat for at ungerne kan die - flagermus er JO som nævnt pattedyr.

Om sommeren opholder hannerne sig alene eller nogle få sammen på lignende steder som hunnerne, men ofte ikke direkte sammen med dem.

Omkring begyndelsen af august, når ungerne er 4-5 uger gamle, begynder de at øve sig i at flyve, og det er på dette stadium, at de ellers så sikkert flyvende flagermus engang imellem kommer til at nødlande på aftenkaffebordet på terrassen eller flyve ind gennem et åbentstående vindue. Det er tit i den situation, at folk med urette bliver bange for flagermusene. I langt de fleste huse giver kolonierne ikke problemer, men visse steder kan der dog opstå støj- eller lugtgener.

I august - september opløses ynglekolonier, hvorefter flagermusene som regel opholder sig i andre, såkaldte overgangskvarterer. Den rigelige insektmængde på denne årstid gør det muligt for dem at opbygge et fedtlag, som de kan tære på under hele vinterdvalen. Det er også på denne årstid og lidt senere, at parringen foregår. Hos mange arter har hannerne parringsterritorier, og nogle arter har en parringssang, som de, alt efter art, frembringer siddende eller flyvende i nærheden af parringsstedet. Særligt kendt er skimmelflagermusens parringssang, som den frembringer flyvende over hustagene eller langs højhusfacader. Parringssangen kan høres med det blotte øre i efterårsmånederne og helt frem til jul i nordøstslællandske byer og andre byer som København Roskilde og Århus

Flagermus i vinterhalvåret

Flagermusenes føde, insekterne, er stort set ikke fremme om vinteren. Mens de fleste insektædende fugle trækker sydpå om vinteren, løser flagermusene problemet ved at gå i dvale. Nogle arter, som dværgflagermus og sydflagermus, går i dvale på den egn, hvor de også tilbragte sommeren, andre flytter sig op til et par hundrede kilometer til velegnede overvintringssteder. Det gælder f.eks. arter som vandflagermus og damflagermus, der på denne måde hvert år samles i store vinterkvarterer som kældre, gamle miner eller fæstningsanlæg. Nogle få af disse vinterkvarterer, som f.eks. de jyske kalkininer, huser om vinteren flere tusinde flagermus og er overordentlig vigtige for arternes overlevelse. Også en art som skimmelflagermus flytter sig over kortere strækninger i Danmark. Fra sommerkvarterer i lave beboelseshuse på landet i Nordsjælland flytter de om efteråret ind til storbyen, hvor de overvintrer i høje huse. Det er også her parringen finder sted.

Endelig er der enkelte arter, hvor vi fra vores nabolande ved, at en del af bestanden af troldflagermus og brunflagermus foretager længere træk syd- og vestover.

Vinterkvarteret skal være uforstyrret, frostfrit, men med ret lave temperaturer på 2'- 8'C. En art som brunflagermusen overvintrer i hule træer, andre som dværgflagermus, sydflagermus og skimmelflagermus foretrækker utilgængelige steder i huse, f.eks. i hulmure eller under isolationen på lofter. Arterne af slægten Myotis benytter kældre, grotter, eller som nævnt, fæstningsanlæg og lignende. På sådanne steder kan flagermusene overleve vinteren i dvale med kropsternperaturen nedsat til omgivelsernes temperatur, mens de langsomt tærer på de oplagrede fedtreserver. De vågner op spontant af og til, og parring kan også foregå i den periode, men mange forstyrrelser tåler flagermusene ikke, fordi gentagen vækning tærer for meget på fedtlagrene.

Fra sidst i marts til først i maj, alt efter art og vejrlig, vågner flagermusene op og er klar til en ny, aktiv sæson. Foråret er en kritisk periode for dem, da de er magre, og der ofte kun er få insekter fremme. Men de kan nu bruge alle kræfter på at fange insekter, parringen har Jo fundet sted allerede i efteråret eller under vinterdvalen.

Hos næsten alle de europælske flagermusarter sker der det specielle, at sædcellerne efter parringen forbliver levende i hunnens livmoder under vinterdvalen.

Først når hunnen er fuldt aktiv om foråret sker ægløsningen, befrugtningen finder sted, og fosteret kan begynde at udvikle sig, således at ungerne kan fødes midt på sommeren, hvor der er rigeligt med føde.