Oldtiden

Da isen trak sig tilbage efter den sidste istid for ca. 13.000 år siden, efterlod den ikke bare et stærkt kuperet terræn men også nogle reelle isklumper – såkaldt dødis – der lå begravet under et jorddække. Senere smeltede isen, jorden sank ned, og en række søer som fx Avnsø, der er en af Danmarks reneste søer, skabtes. Men nogle steder efterlod den smeltede is bare et kæmpe hul, og Helvedeskedlen i den sydvestlige ende af Bidstrupskovene er et eksempel på et tørt dødishul – et såkaldt jordfaldshul.

Ofringer i Helvedeskedlen

Det mægtige hul, der pludselig åbner sig midt i skoven, har alle dage fascineret mennesker. Det kaldes Helvedeskedlen og har givet anledning til mange historier. Nogle mener, at det er opkaldt efter den hedenske gud Hel, der var Lokes datter og bestyrede dødsriget Hel. Hel eller Helhelm var stedet, hvor man risikerede at ende, hvis man ikke døde ærefuldt i kamp. Hel var et mørkt, koldt og fugtigt sted, og en af de mere blodige historier fortæller, at der har været ofret mennesker i Helvedeskedlen – måske for at slippe for at ende i Hel. Hvert 9. år skulle der ofres 99 mænd, 99 heste, 99 hunde og 99 høge eller, hvis det kneb, 99 haner. Se også seværdigheder.

Kong Skinders høj

Noget bevis for de drabelige historier har man ikke. Til gengæld har man fundet dysser i skoven, der vidner om menneskelig aktivitet i oldtiden. Den ene – Kong Skinders Høj – er en langdysse fra tragtbægerkulturen i begyndelsen af bondestenalderen år 3.900 – 3.500 fvt. Dyssen måler 42x9x1,7 meter men har oprindelig været endnu længere. Den ligger i den østligste del af skoven ved Skindervænget. Hvem Kong Skinder var, og om han overhovedet har eksisteret, fortaber sig idet uvisse. Men sagnet fortæller, at på månelyse nætter kan man se Kong Skinder ride med hovedet under armen på sin hvide hest gennem skoven.

Bispens skov

I middelalderen tilhørte skovene Roskildebispen, der ejede store dele af Sjælland. Ifølge en jordebog fra 1300-tallet tilhørte 2600 bondegårde på Sjælland bispesædet, der var Danmarks rigeste. Navnet Bidstrup stammer fra den periode. Bidstrup var også navnet på en af biskoppens borge, der lå lige uden for Roskilde. Udover træ fik bispen også fisk fra skovens søer. Og rester af gamle dæmninger tyder på, at der har været en egentlig produktion af fisk i skoven.

Efter reformationen i 1536 var det slut med kirkens gods. Kongen konfiskerede de store jordbesiddelser – heriblandt Bidstrup Skovene.

Kongens private vej

Kongen havde sin egen private vej igennem Bidstrupskovene. Den gik fra Roskilde til Hvalsø og videre til Haraldsted og siges at stamme helt tilbage fra Valdemar Atterdags tid. Vi ved, at Christian IV moderniserede vejen, der sikrede statsmagten en bekvem, hurtig og sikker transport i tider, hvor landevejsrøvere meget let kunne ligge på lur i skoven.Ved vejen var der bomme, porte og bevæbnede vagter. Og ve den arme mand, der vovede sig ud på vejen og blev pågrebet. Han blev stillet for retten og straffet strengt. Hans hest blev skudt, og hans vogn og last blev konfiskeret. Den almindelige borger var henvist til at benytte den offentlige alfarvej. Nogle steder kan man stadig se rester af brobelægning i hjulsporene på de smukke hulveje, der vidner om århundreders slid.

Københavnerne får en gave

I 1661 - lige efter svenskekrigene - besluttede Frederik III imidlertid at forære Bidstrupskovene til Københavns borgere som tak for deres tro og tapre indsats i forsvaret af København, da byen blev forsøgt stormet af svenskerne den 10. og 11. februar 1659. Gaven var også en indfrielse af kongens gæld til kommunen. I gaven indgik udover Bidstrup skovene også det meste af Roskilde Len.

København tog godt imod skovene og passede dem indtil 1995, hvor kommunekassen fattedes penge, og man besluttede at sælge kongens gave til staten, der nu er ejer.

Livet i skoven

Skoven har huset flere skovbebyggelser. Før i tiden skelnede man ikke så skarpt mellem landbrug og skovbrug. Herremanden havde jagtretten og retten til de store træer, men bønderne kunne hente brænde og tømmer til bindingsværk i skoven. Og dyrene fik lov til at græsse i skoven og spise af løvet. Landskabet i 1700-tallet har typisk været karakteriseret af spredte store træer, ingen underskov og græssende køer. Desuden har skovlandskabet været præget af moser, overdrev og lysåbne enge.

Men i begyndelsen af 1800-tallet var der stor mangel på træ over hele landet, og det medførte nye planer for, hvordan skovene skulle drives. Overalt blev der plantet træer, moser blev drænet og skovdriften intensiveret. Nogle af de ældste træer i Bidstrup skovene stammer fra denne tid. I Bistrupskovene blev den ny strategi for driften imidlertid ikke konsekvent udført. Derfor er der stadig overdrev og skovenge at se. Og det er noget, som passer ind i den nye naturskovsstrategi, hvor man tilstræber en så naturlig skovdrift som muligt. Fx ved at holde op med at dræne og ved at satse på selvsåning.

Modstandsbevægelsen i skoven

Markerne rundt om Valborup Skovridergård er skærmet af skov på alle sider og var et godt sted til at modtage nedkastede våben fra England under 2. verdenskrig. En mindesplade ved en gammel eg i skoven vidner om stedets betydning. Stuehuset til Skovridergården blev sprængt i luften af tyskerne i 1944, men det stoppede ikke modstandskampen i Bidstrup Skovene. Se også seværdigheder.

Tilbage til naturen

Produktion af træ er stadig vigtig i Bidstrup Skovene, men i dag giver Naturstyrelsen mere plads til naturen. Det betyder, at der i de senere år er fældet granskov for at give plads til nye lysåbne områder. Dræn er fjernet eller ikke erstattet af nye og har dermed givet plads til nye vådområder med deraf følgende nye muligheder for dyre- og planteliv. I alt er der skabt fem nye åbne vådområder. Krejermosen var indtil for kort tid siden en granskov. Det samme gælder Troldsmose og Blindesø. Der er ryddet langs mellemliggende vandløb, og dermed er der skabt grønne korridorer til glæde for dyrelivet. I den sydlige ende af skoven tæt ved Avnstrup Modtagecenter er der skabt en hel ny sø, hvor der tidligere var en bygmark. Selv om det kun er ti år siden, søen blev skabt ved at hæve nogle dræn, er søen allerede fuld af fisk, der er kommet helt naturligt fra fiskeæg medbragt af fugle.

Som i 1700-tallet

1700-tallets græsningsskov er også ved at blive genskabt. Et 13 ha stort område ved Hjortesø er under forvandling. Her er der tyndet ud i skoven, der nu består af enkelte store træer i det kuperede landskab. Nogle træer er ringbarket og overladt til langsomt at dø og forfalde for at skabe levesteder til dyr. Fx er det håbet, at eghjorten kan blive genindført i Bidstrupskovene. Flagspætten og sortspætten har allerede slået sig ned, og højt oppe i en af trækronerne har et ravnepar bygget rede. Mellem træerne græsser køerne, og lyng og blåbær dukker op i skovbunden – nøjagtig som før i tiden.

En sammenhængende skov

Samtidig er Bidstrupskovene blevet større. I 2012 byttede Naturstyrelsen sig til Helvigstrupskov ved et såkaldt magelæg med Ledreborg Gods, hvor Ledreborg til gengæld fik et stykke agerjord og en mindre skov uden for det centrale område. Med Helvigstrup Skov udgør Bidstrup skovene nu en sammenhængende offentlig skov på i alt ca.1000 ha i det midtsjællandske højland. Så måske vil det være mere passende fremover at kalde skoven for Bidstrupskoven i stedet for Bidstrup Skovene.