Aktiviteter i Bjergene i Odsherred

Vandretur ved Vejrhøj bakke. Foto: Tobias Markussen

Vandreruter

Fire vandreruter er markeret med hver sin farve i Bjergene og Kårup Skov. Du kan gå dem hver for sig, kombinere dem eller lave din egen rute. På Naturstyrelsens arealer, der er aftegnet med lysebrunt på kortet, er du velkommen til at gå ind i indhegningerne, når blot du husker at lukke lågerne efter dig.

Se ruterne på kortet i vandretursfolderen

Den røde rute

5,5 km og går igennem Kårup Skov. Kårup Skov er en ung skov, der er plantet under og efter 2. verdenskrig. Den bestod oprindelig mest af skovfyr og østrigsk fyr. I dag er det mere en naturskov med både fyr, eg, bøg, birk, hassel og indimellem åbne arealer med enkeltstående træer og masser af mos i skovbunden. Selv om ruten følger stier og skovveje er den ikke egnet for kørestolsbrugere. Du kan begynde turen ved P-pladsen ved Åsvej eller fra P-pladsen ved Vindekilde Strandvej.

Den grønne rute

3,2 km og kaldes også Rævebjergturen. Den går fra P-pladsen på Vindekilde Strandvej til Rævebjerg og tilbage igen gennem noget af det fineste overdrev i Danmark. Udover den fantastiske udsigt over bakkerne og ud over havet, kan du i maj og juni se hylde-gøgeurten blomstre.
Mange malere har malet her. Lige fra guldaldermalerne J.Th. Lundbye og P.C. Skovgaard til Odsherreds-malerne Karl Bovin og Kaj Ejstrup m.fl. Også i dag tiltrækker Bjergene kunstnere.

Den gule rute

3,8 km og kaldes Vejrhøjstien. Den går fra P-pladsen ved Vraget og op til Vejrhøj videre mod Mads’ hus og tilbage. Stien fører gennem Bymosen og Vægterkrattet og gennem privatejede områder, der først er blevet offentlig tilgængelig med etableringen af stien efter fredningen i 2009. Den første del af ruten op til Vejrhøj kaldes også Serpentinesporet. Den del af turen er ca. en km lang og kan godt give sved på panden. Stien er stejl og kan være glat og ujævn. Den anbefales ikke til gangbesværede.

Den blå rute

2,8 km og kaldes Laguneturen. Turen går fra P-pladsen ved Vraget langs stranden til Sanddobberne, til broen over lagunen og tilbage til Vraget. Det er gammel havbund, du går på, med store sandrevler yderst ud mod havet. Undervejs kan du tage et havbad eller se på vadefuglene, der går på jagt efter muslinger og snegle. Øst for lagunen er der spændende hedearealer med enebærkrat, hvor køerne græsser.

Et par på Vejrhøj bakke. Foto: Tobias Markussen

På cykel

Hvis du ikke er bange for bakker, så er Bjergene et fint sted at cykle.

Køb cykelkort over Odsherred på visitodsherred.dk

Du kan også tjekke stigningerne på climbs.dk

Bjergene og Veddinge Bakker byder på de største udfordringer.

Med fiskestang

Langs kysten ud for Bjergene og op til Ordrup Næs er der mange gode steder at fiske. Du kan fange både laks og ørreder, hvis du trækker i waders og begiver dig ud med fiskestangen. Er du mellem 18 og 65, skal du have et fisketegn.

Køb fisketegn på fisketegn.dk

Højderygstien i GeoPark Odsherred

Odsherred er udnævnt til Danmarks første UNESCO GeoPark. Odsherred Kommune vil anlægge en sti på 35-40 km, der skal følge højderyggen af de tre Odsherredbuer – Vejrhøjbuen, Vig Buen og Højby Buen. Fra stien skal man få en oplevelse af morænelandskabet med buerne, som isen skabte. Stien skal begynde ved Sanddobberne i syd og ende ved Lumsås. Første etape af den ny Højderygsti er færdig. Den følger højderyggen, Vejrhøjbuen, fra Veddinge over Esterhøj ved Høve til Dutterhøje og er 7 km lang.

Læs mere om vandring på visitodsherred.dk

Sjællandsleden går også ind i området.

Se mere på sjaellandsleden.dk

For fuglekiggere

Den yderste tip på krumodden ved Sanddobberne er et godt sted at se på fuglelivet. Ind over land kan du se fuglene, når de svæver på de opvinde, der dannes over bakkerne, når de opvarmes af solen. I træktiden er der mange rovfugle, og hvis vinden er i øst, kan du være heldig at se traner på vej nord- eller sydpå. Der er også mange vadefugle at kigge på ved Sanddobberne.

Stranden

Ved Vraget og ved Sandobberne er der masser af sand og børnevenlig badestrand, hvor du kan tage en svømmetur og slikke sol.

Vraget sandstrand. Foto: Tobias Markussen

Geocaching

Geocaching er en moderne form for skattejagt, hvor du ved hjælp af GPS-koordinater kan finde frem til den skjulte ”skat”. Der er gemt skatte i såvel Kårup Strand som i Bjergene og ved Sanddobberne.

Find koordinaterne på geocaching.dk

Med hund

Din hund skal være i snor i Bjergene og Kårup Skov. I vinterhalvåret mellem 1. oktober og 31. marts må du gå med hunden løs på stranden, hvis du har den under fuld kontrol.

Læs mere om hund i naturen

Ridning på Rævebjerg overdrev. Foto: Tobias Markussen

Til hest

Du må ride på alle stier og veje i Kårup Skov. Men det er ikke tilladt at ride på de øvrige arealer. Husk at tage hensyn til de gående og i øvrigt at følge reglerne.

Læs mere om færdsel på hest