Mosehornugle
Mosehornuglen yngler sjældent i Danmark, men er ret almindelig som træk- og vintergæst i september/december – marts/maj. Den er dog spottet flere steder på flyvestationen i juni måned. Mosehornuglen jager for det meste i skumringen eller om morgenen og er dermed mere dagaktiv end de andre ugler. Den fanger primært små gnavere, men kan også fange fugle, fugleunger og andre smådyr.
Nattergal
Nattergalen er mest kendt for sin kraftige, smukke sang, der især om natten høres vidt omkring. Det er hannen, der synger for at tiltrække en hun og for at markere sit territorium overfor andre hanner. Sangen er særlig intens i tiden omkring territoriets oprettelse i maj, hvor den kan høres hele døgnet. Sangen varer ved til midt i juni eller start juli. Den holder til i moser eller fugtige skove med rig undervegetation og sidder ofte i krattet ved Bringe Mose. Den kan dog være svær at få øje på. Det er lettest at høre nattergalen om aftenen eller om natten, hvor de fleste andre fugle er stille.
Bioblitz
I juni 2016 blev der foretaget en BioBlitz på Flyvestation Værløse. En BioBlitz er en fælles ’jagt’ af så mange arter som muligt i et afgrænset område, og typisk inden for et døgn. Det er så at sige et øjebliksbillede af biodiversiteten i området.
Naturstyrelsens mål og ønske for BioBlitzen var en kombination af at skabe interesse for området og formidle dens natur til offentligheden, samt at få et overblik over områdets blomster, dyr og svampe, bl.a. i forhold til naturpleje.
Efter den afholdte BioBlitz stod det klart for både frivillige og for Naturstyrelsen, at det vil være mere interessant at få en artsliste over et helt år, da der vil være forskellige arter på de forskellige årstider, der evt. kræver forskellig naturpleje, fremfor blot at få et øjebliksbillede af artdiversiteten derude. Du er derfor velkommen til at observere og registrere arter på området.
Målet er at få lavet undersøgelser, hvor resultaterne afspejler årstidsvariation og klimatiske ændringer i det miljø, organismerne lever i.
Det er Naturstyrelsens vision at inddrage borgere i naturplejen på området, og indimellem vil der være ekskursioner til flyvestationen for at studere resultaterne og tale om den fremtidige naturpleje.