1. Hørsholm Slotshave
Her midt i slotshaven lå Hirschholm Slot omgivet af et barokt haveanlæg. Slottet blev bygget i 1744 og gik for at være et af de smukkeste slotte i Europa. Nordens Versailles blev det kaldt, men Christian 6.'s nye sommerresidens fik ikke nogen lang levetid. Allerede i 1810 blev det besluttet at rive det forladte slot ned.
Slottet og slotshaven er mest kendt for at være rammen om dronning Caroline Mathilde og Struensees kærlighedsdrama. Den purunge Caroline Mathilde var gift med den sindssyge Christian 7., men i 1770 indledte hun et forhold til kongens tyske livlæge, Johann Friedrich Struensee. I 1771 tog Struensee reelt magten i Danmark, og samme sommer flyttede han ind på Hirschholm Slot med Caroline Mathilde. Her tilbragte parret det, der siden er blevet kaldt Hirschholmsommeren.
Men lykken blev kort. I foråret 1772 blev Struensee fjernet fra magten og henrettet. Caroline Mathilde blev landsforvist og døde få efter efter. Og slottet sygnede hen og endte med at blive revet ned. Man sagde, at det døde af skam. Filmen “En kongelig affære” fortæller hele historien.
I dag er slotshaven en yndet park i Hørsholm. Man kan stadig se linjerne fra det gamle barokke haveanlæg med de mere end 250 år gamle lindetræer, der har overlevet det kongelige drama og mere til.
I bunden af haveanlægget kan du se seks cementpiller. De rummer stumper af slotshavens skulpturer. De blev til på foranledning af en lokal apoteker og hedder i folkemunde apotekerpillerne. Nord for haveanlægget ligger ridebanen.