1. Fosdalen

Fosdalen er den største af de mange erosionskløfter, som skærer sig ind i den store stenalderkystskrænt Lien. Fosdalen er et af Hanherreds mest kendte udflugtssteder. Dalen er som de øvrige dale, der skærer sig ned i Lien, et resultat af regnvandets erosion i den gamle kystskrænt. I bunden af Fosdalen løber et lille vandløb, helt uden de dimensioner, som vandet tidligere kunne præstere. Men med den lille bæk, der leder ud over det brede forland, som også kaldes ’Underlien’ og ’Det marine Forland’, kan du forestille dig, hvordan det rindende vand forårsagede erosion i tidligere tider.

I den øvre del af Fosdalen vandrer man under et tag af frodig løvskov, som leder tankerne hen på fjerne landes regnskove med fuglesang for oven og bækkens rislen i dalbunden. Længst nede, hvor dalen er mere åben, er der en særlig varieret flora.

2. Helligkilden Vor Frue Kilde

Går du fra plateauet ved Lerup Kirke og få meter ned af stien i Fosdalen, vil du se stedet, hvor den gamle helligkilde Vor Frue Kilde udspringer. Kilden har gennem århundreder tiltrukket syge og svage, som drak af det hellige vand i håb om, at det kunne helbrede og lindre.

Den gamle danske folketro mente, at styrken i vandet fra landets helligkilder var størst på valborgsaften den 30. april og på sankthansaften den 23. juni. Men her ved Vor Frue Kirke var det den 8. september, der var årets store dag. Det var nemlig Maria Bebudelsesdag, og kilden var hendes, Vor Frues.

Det var typisk mennesker med sår, bylder, lammelse, maveproblemer, øjensygdomme, gigt, skab og fnat, som rejste til kilderne efter vand. Hvis de følte sig helbredt, efterlod de gerne deres forbindinger og deres krykker. Man drak vandet af lerskåle, som folketroen dikterede bagefter at skulle knuses og kastes ved kilden.

Hvis man ville bringe vandet med hjem, var der også strenge regler: Vandet kommet ikke komme under tag, for så ville det miste sin kraft – og man måtte rejse tilbage efter nyt. Man måtte heller ikke tale, mens vandet blev øset op, for det ville også dræbe vandets kraft. Om Vor Frues Kilde nogensinde helbredte gigt og fik fnat til at forsvinde, er der ingen beviser for.

3. Lien-skrænten

Lien er Danmarks største indlandsskrænt og rejser sig mere end 60 meter over det flade forland, som hedder Underlien. Skrænten er dannet af Stenalderhavet for 5.000 til 8.000 år siden og afmærker det sted, hvor havet i stenalderen gik til. Karakteristisk for den stejle kystskrænt er de mange dale og kløfter, som skærer sig ned i den bløde undergrund. De meste kendte er Fosdalen, Langdalen, Lilledal, Dybdal, Hulen og Nøddedalen. De smukke kløfter er skabt af vandets erosion i skrænten. Da Lien blev fredet 1956, var der græsser og urter og græssende dyr. Nu er en del træer og buske trængt frem. Fredningen omfatter også det flade forland.

4. Underlien - Det marine forland

Den flade kystslette mellem kystskrænten Lien og Jammerbugten er et cirka tre kilometer bredt stykke land, som var Stenalderhavets havbund. Havbunden har siden hævet sig – og gør det stadig. Her på det areal, som også kaldes Det marine forland er der flere steder dannet mindre klitområder, indlandsklitter. Netop her ligger en af landets største parabelklitter. Den er ikke særlig høj, men den er lang. Forlandet mellem Lien og havet blev fredet i 1976.

5. Fosdal Plantage

Arealet, som Fosdal Plantage ligger på, er købt af den danske stat, fredet og siden beplantet. Plantagen er i dag en artsrig skov, som byder på oplevelser til alle naturelskere. Jordbunden er stenet sand fra udvasket moræneler og bakkesand. Du kan ikke se morænelaget i plantagen, men besøger du de dybe erosionsslugter, blandt andet Fosdalen, kan du nogle steder se morænelaget.

Plantagen ligger på samme moræneplateau som både Svinkløv, dele af Kollerup og Langdal Plantager. Fosdal har ligesom Langdal stort set ikke været generet af flyvesand, som ellers gennem generationer var skabt enorme problemer for befolkningen langs den nordjyske vestkyst.

Ligesom i mange andre plantager og klitplantager på den jyske vestkyst, blev plantagen i begyndelsen tilplantet med bjergfyr. Den krogede bjergfyr var stærk og modstandsdygtig i sand og det barske vejrlig. Men her i Fosdalen Plantage var der ikke behov for bjergfyrrens styrke, og den blev ret hurtigt skiftet ud med andre og mere produktive træarter som ædelgran med sin evne til selvforyngelse og sitkagran med sine gode vækstevne. Der er også en del gamle nobilis- og nordmannsgraner, og langs vejene i plantagen vil du finde bræmmer af bøg og eg.

6. Langdal Plantage

Langdal Plantage blev anlagt over to år fra 1901-03 af det, der dengang var Hjørring Amt. I 1930 gik plantagen over i privat eje, og først i 1964 blev plantagen statsejet.

Før plantagen blev anlagt, var området meget forblæst. Derfor blev den robuste bjergfyr også her brugt, men blandt med en lang række andre nåletræer som rødgran, ædelgran, sitkagran, douglas, hvidgran, skovfyr og banksfyr – og de lidt sjældnere grandis, abies veitchii og tsuga. Tilsammen blev de til en smuk og stærk skov med mange imponerende bevoksninger. Helt frem til 1981 stod skoven solidt, men så væltede en voldsom storm indover området og tog cirka halvdelen af bevoksningerne og alle de store træer. 

Da skoven efterfølgende blev genrejst brugte man igen nåletræer men også en stor del løvtræer.

7. Rødland hede

Rødland Hede er i sig selv et besøg værd. Men særligt er der kulturminder at dykke ned i. Rødland blev i 2014 indviet af Kulturstyrelsen som et af Danmarks smukkeste jernalderlandskaber.

Dermed blev jernaldermarkerne ved Rødland Hede fremhævet som et landets 100 mest bemærkelsesværdige, fredede fortidsminder gennem Kulturstyrelsens landsdækkende projekt Danmarks Oldtid i Landskabet, DOIL, der skal gøre 100 fredede fortidsminder mere tilgængelige for publikum.

Oldtidsagrene på Rødland Hede blev fredet tidligt og blev derfor modsat andre oldtidsminder vedligeholdt af staten. Det er en af årsagerne til, at de er så velholdte og stadig – 2000 år efter, at de blev anlagt - anes som firkanter delt af lave skelvolde.

Takket være arkæologen Sophus Müller blev oldtidsmarkerne allerede fredet i 1911. Fosdal Plantage stod ellers foran en udvidelse, men Müller var vedholdende og insisterende, og fredningen af de velbevarede jernaldermarker er derfor lidt af en bedrift. På Müllers tid tolkede fagfolk oftest systemerne af jordvolde, der sås på Danmarks hedearealer, som porsehaver - middelalderlige urtehaver. Nogle blev også anset for at være rester af landsbyer, hvis beboere var døde af pesten.

Først i 1930’erne begyndte fagfolk at diskutere, om der måske i virkeligheden var tale om oldtidsmarker. Desværre var mange marksystemer da allerede gået til, fordi heden var blevet dyrket.

8. Heder

Der er flere smukke hedeområder i Fosdal Plantage. Et af områderne er Drevelsig Hede, en anden er Ingeborgs Bakker. Hederne er utilplantede indlandsheder, som er naturmæssigt spændende med mange arter af træer og buske og varierede og karakteristiske hede- og overdrevsarter som hedelyng, ene, blåbær, tyttebær og hede-melbærris. Der er også mindre arealer med mose, som bidrager til den varierede naturoplevelse.

Størstedelen af hedeområderne græsses af kvæg, får eller heste. Indimellem bliver arealerne desuden slået for at holde især gyvel, tornblad og brombær nede.