Fra fjord til strandeng

Oprindeligt var strandengene dækket af Limfjordens vande, men landet hævede sig langsomt. I begyndelsen af 1800-tallet lukkede Limfjorden en stor brakvandssø inde bag en naturlig strandvold neden for Geddal by. Den blev kaldt Lillefjorden, og i løbet af de næste hundrede år blev der aflejret mere og mere sand og grus, så Lillefjorden efterhånden blev omdannet til et strandengsområde.

I slutningen af 1800-tallet byggede områdets landmænd et lavt sommerdige for at forbedre muligheden for produktion af hø og kreaturernes sommergræsning på engene. Det lave dige gjorde, at engene stadig blev oversvømmet om vinteren, men kunne bruges om sommeren. Allerede under Anden Verdenskrig var det under overvejelse at inddæmme området, men det blev først til noget i 1958. Her var behovet for ny landbrugsjord så stort, at man forhøjede det gamle dige, og strandengene blev afvandet med elektriske pumper. Det nye agerland blev opdyrket med korn, roer og kulturgræsser.

Brud på digerne

Mellem 1976 og 1992 har fjorden gennembrudt diget fire gange. Værst gik det til i 1981, hvor 50 meter af diget forsvandt. Markerne blev oversvømmet med saltvand, og de fleste blev så ødelagte af vand og salt, at de ikke kunne dyrkes den følgende sommer. I vinteren 1990 skete der igen skader, som midlertidigt blev udbedret med murbrokker og halmballer. Hver gang der skete skader, måtte lodsejerne betale dyrt for reparationerne, og ideen om at lade markerne blive til strandeng opstod. Ikke mindst fordi hver oversvømmelse medførte, at området blev et sandt eldorado for ænder, gæs og vadefugle.

Genskabte strandenge

I foråret 1992 blev det 140 hektar store område igen strandeng. I de år planlagde og etablerede staten mange, store naturgenopretningsprojekter. Geddal Strangenge var et af de allerførste naturgenopretningsprojekter, der blev realiseret.

Ud mod Venø Bugt er der bevaret et lavt dige, der svarer til det gamle sommerdige. Dog er det nye dige et meget fladt dige, så vandet bare løber over, når der er storm – uden at gnave hul og ødelægge diget.

Diget sikrer, at engene ikke bliver oversvømmet i fuglenes yngletid, og skaber i mødet mellem fersk- og saltvand et særligt varieret og næringsrigt miljø. Ved normale vinterstorme går vandet fra fjorden over diget og oversvømmer engene. Her vokser derfor planter, der er tilpasset den saltholdige jord. Vandstanden i området kan i øvrigt stadig reguleres ved hjælp af en manuel sluse, men de elektriske pumper er fjernet.

I området ved Geddal Strandenge er der observeret omkring 200 forskellige arter af fugle. Mange er sjældne, og det genskabte vådområde har allerede vist sig at gavne bestandene af blandt andre grågås, brushane og vibe. Også den lille bestand af oddere, der stadig findes ved Sdr. Lem Vig, har glæde af strandengene med det rige plante- og dyreliv.

Våde områder forsvandt

Udviklingen i Geddal Strandenge er typisk for historien mange steder i det danske landskab, der de seneste par århundreder har ændret sig meget. Den første del af historien går mod inddæmning og udnyttelse af områderne til landbrug.

Det blev simpelthen teknisk muligt og økonomisk fordelagtigt at dræne og opdyrke jord, som før var våde områder som lavvandede søer, vandhuller, moser og strandenge.

Alene omkring Limfjorden er 30.000 hektar strandenge blevet opdyrket. Dermed forsvandt også mange levesteder for strandengens dyr og planter.

Våde områder kommer igen

I de seneste årtier er den udvikling gået den anden vej – tilbage mod en oprindelig naturtilstand. Eller rettere: En kontrolleret naturlig tilstand.

Naturgenopretning betyder, at der genskabes noget af den natur, der forsvandt. Formålet er, at de vilde dyr og planter igen får gode levesteder og befolkningen får bedre muligheder for friluftsliv. En sidegevinst er, at der også tilbageholdes en del af de næringsstoffer, som ellers ville forurene åer, søer og fjorde.

Med naturgenopretningen af Geddal Strandenge er der gendannet 140 hektar strandenge, som er typiske for Limfjorden.

De øverste meter af diget er skrællet af og jævnet ud, så højden svarer omtrent til det gamle sommerdige fra før 1958. Det flade dige betyder, at saltvandet løber ind over digerne, og i forbindelse med efterårets og vinterens storme og i samspillet mellem saltvand og ferskvand skaber et særligt dynamisk og næringsrigt område for fugle og andre dyr.