Aktiviteter på Gedser Odde

Ved Gedser Odde kan du se på fugle året rundt. På fuglestationen kan du høre mere om, hvordan man ringmærker fuglene, og hvad man får ud af det.

Se på fugle

På sydspidsen af Gedser kan du forår og efterår opleve trækfugle i titusindvis. Om foråret passerer enorme flokke af ederfugl odden på vej til ynglepladserne i Østersøområdet. I september-oktober trækker tusindvis af gæs, ænder, lom, terner, kjover og dværgmåger mod syd over havet forbi Gedser Odde. Også småfugle som mejser og finker drager sydpå. Om foråret er p-pladsen ved odden det bedste sted at opleve fugletrækket. Efterårstrækket opleves bedst fra Formidlingshuset Marinestationen. Husk kikkert!

Læs mere om dyrene på Gedser Odde

Besøg fuglestationen

Gedser Fuglestation er det sted i Danmark, hvor der fanges og ringmærkes flest fugle. Du er velkommen til at besøge fuglestationen. I løbet af året holdes forskellige arrangementer for publikum.

Læs mere om fuglestationen på gedserfuglestation.dk.

Se på fugle ved Bøtø Nor

I fuglereservatet Bøtø Nor kan du se fugle hele året. I fuglenes trækperioder marts-april og september-oktober er der ekstra mange at se på. Det bedste sted at opleve fuglene er de to fugletårne for enden af hhv. Trevlekronevej og Tidselvej. Fugletårnene kan også benyttes af kørestolsbrugere. Af hensyn til fuglene er det ikke tilladt at færdes i selve reservatet. Husk kikkert!

Læs mere om dyrene på Gedser Odde

Slip hunden løs

Ved p-pladsen ved Bøtø Plantage ligger Bøtø Hundeskov. Hundeskoven åbnede i 2009 og dækker ca. 1 hektar. Indgangsportalen til  hundeskoven er skabt af den lokale kunstner Michael Arleth. Portalen kan ses for enden af Bøtø Ringvej på lang afstand.

Gå til Gedser eller til stranden

I Bøtø Plantage kan du ad skovvejene gå helt til Gedser. Det er en tur på ca. 8 km. Du kan også vælge den kortere tur ud til en af Danmarks fineste badestrande. Herfra kan du følge diget tilbage til p-pladsen. Bøtøskoven ejes af Den Danske Naturfond. Her plejer vilde heste skoven. Der er fine vandreruter og opholdssteder.

Læs mere om Bøtø Skoven her