Aktiviteter i Geelskov

Bålplads ved Holtekollen. Foto: Tobias Markussen
Der er bålplads og picnic-område ved foden af Holtekollen. Foto: Tobias Markussen

Vandreruter

Geelskov består af et stort spind af skovveje og stier, der både løber syd-nord, øst-vest, diagonalt og lettere zig-zaggende ind imellem. Ruterne er ikke afmærkede. Det til trods er det nemt at finde rundt. For det første er skoven forholdsvis lille, og den store Skovvej, som løber midt gennem skoven, er som det Rom, alle veje fører til. For det andet leder alle skovens hjørner og kantstrækninger ud til offentlige veje, så man på vejskiltene nemt kan hitte ud af i hvilken ende af skoven, man befinder sig. Gennem hele Geelskov skærer sig desuden en dyb tunneldal, der er en god vejviser.

Se Geelskov på udinaturen.dk


Løberuter

Masser af løbere benytter sig af de samme ruter, som de gående. Der er mulighed for at give formen en ekstra tak opad, fordi Geelskov flere steder er stærkt kuperet og derfor lægger op til en gang benhård intervaltræning på skråning.
Se Geelskov på udinaturen.dk


Orienteringsbane

Geelskov er en af Nordsjællands mest benyttede skove til orienteringsløb. Lyngby Orienteringsklub bruger Geelskov som sin hjemmebane og har udlagt en orienteringsbane i skoven, som tilbydes alle skovens gæster. Klubbens poster på ruten står i skoven hele året. Så det eneste, du skal gøre, er at downloade kortet her – og komme af sted.
Læs mere på findveji.dk


Mountainbikeruter

Geelskov er et paradis for mountainbikere, fordi skoven er kuperet og meget drænet, så den er mindre mudret og mere tør end andre skove med mountainbikeruter i Københavnsområdet.

Det blå MTB spor, som af kenderekaldes et super lækkert teknisk og svært spor,begynder og slutter på parkeringspladsen på toppen af Geels Bakke på østsiden af Kongevejen. Herfra snor det sig på turen gennem det kuperede område ved den gamle skibakke, Holtekollen.

Er du ny mountainbiker i Geelskov, er det værd at vide, at også andre flittigt besøger skoven: børnehaver, vuggestuer, orienteringsløbere, rollespilsfolk, hundeluftere og løse hunde. Alle disse mennesker uden hjul har lige ret til at færdes på ruten. Så sæt farten lidt ned, og tag hensyn.

Læs mere på singletrack.dk

Læs også MTB-kodeks


Til hest

Ridning er tilladt i Geelskov på stier og veje.

Ridning


Med hund

Hunde er velkomne i Geelskov – både i snor og også gerne uden, hvis du har kontrol over din hund, og den ikke er til gene for de andre gæster i skoven og for det øvrige dyreliv. Geelskov er områdets ypperste hundeskov, siger hundeejerne. Derfor er der hver eneste dag året rundt masser af glade firbenede i fuldt firspring rundt i skoven
Med hund i naturen
Stik snuden i skovbunden


For børn

Har du børn, som trænger til en travetur i det fri, er Geelskov ideel. Overskuelig, varieret og så velbesøgt, at der altid er et menneske at spørge om vej, hvis man bliver væk fra de andre. Det er da også tydeligt, at børn er flittige gæster: Mange steder står huler af lange grene og kviste samlet i en spids som en tipi. Og mange steder kan man se, at der er samlet arsenaler af forråd til husholdningen i form af sten og kogler, der ligger klar til næste leg ved hulen.

Kommer du på en hverdag, kan du møde vuggestue- og børnehavebørn i grupper, som sidder samlet om bålet neden for Holtekollen eller i én lang række rumpe efter rumpe på midtskovens overdimensionerede bænk, der er bygget af stammer så tykke som telefonpæle. Vælger du i stedet at tage i skoven en weekend eller i en ferie, kan du følge med i de unge ’arkitekters’ og ’ingeniørers’ byggeri af grenhytter.


Følg myrevejen

Det vrimler med store, flotte skovmyrer i granskoven i Geelskov. Du kan nøjes med at forundres over de op til 1½ meter høje myretuer, eller du kan få en lille leg ud af det: Følg myrevejen! Se på stien efter et sted, der er ryddet for småsten, kviste og andre forhindringer. Det er myrenes værk. Myrevejen. Nu kan du også finde den lange række af myrer, der flittigt er på vej til eller fra tuen.
Læs om dyrene i Geelskov


Overnatning

Der er to muligheder for at overnatte i Geelskov. Den ene er for foden af Holtekollen, hvor der ligger en lejrplads. Den anden ligger i den østligste del af skoven ikke langt fra Ørholm Station. Alle kan overnatte gratis de to steder.
Se lejrpladserne på udinaturen.dk


Lav mad over bål

Geelskov har to bålpladser, som du frit kan benytte. Begge i den østlige del af skoven på østsiden af Kongevejen. Den ene bålplads ligger tæt på parkeringspladsen ved Kongevejen på toppen af Geels bakke. Den kan være lidt svær at finde, da den ligger godt gemt i en gryde omgivet af ung løvbevoksning. Den anden finder du for foden af Holtekollen, hvor også borde, bænke og primitiv overnatningsmulighed er. Medbring selv kul eller sank brænde i skovbunden. Sluk ilden, når du forlader bålet.
Se bålpladser på udinaturen.dk


Pluk og spis

Der er gode muligheder for at finde spisesvampe i Geelskov – blandt andet almindelig østershat. Men pluk varsomt og kun til eget forbrug, så du ikke ødelægger svampenes levesteder. Der er også masser af ramsløg i skoven. Du kan plukke en håndfuld og lave en god pesto af dem, når du kommer hjem. På nogle af skovens sydvendte skrænter kan du finde brombærkrat, der giver masser af søde bær i oktober.
Læs mere om svampejagt
Læs mere om ramsløg


Saml natur til juledekorationen

Har du brug for et par grankogler, lidt mos og en smuk svamp til juledekorationen, kan du finde det i Geelskov. Det er tilladt at samle fra skovbunden til eget forbrug. Hvis et træ er væltet, må du også klippe pyntegrønt af det.


På ski og kælk

Holtekollen er en stejl og skøn og meget brugt kælkebakke midt i Geelskov. Tag af sted på en hvid vinterdag og oplev hvin og glæde og røde kinder. Neden for bakken er der bord-bænke-sæt, bålplads og store sten og stubbe, der egner sig perfekt til medbragt varm kakao. Husk kælken.