Damkatastrofen
Haderslev Tunneldal - Telefonguiden
Denne telefonguide dækker Haderslev Tunneldal. Nedenstående historie fortælles med udgangspunkt i piktogrammet der står ved Bergs Plads.
Hør historien her
eller læs den herunder
Aftenstemning over Haderslev Dam. Foto Wilhelm L. Fabricius.
Den 8. juli 1959 blev en dag, der gik over i historien. Hele Danmark var nærmest i landesorg – den dag og de følgende dage.
Haderslev Dam har gennem mange år været et fredeligt sted, hvor folk gerne tog sig en sejltur med turistbåden, og det var også tilfældet på denne dag.
Dambåden ”Turisten” sejlede mellem Haderslev og Restaurant Damende, som så mange andre dage, og vejret var godt. Der var 93 passagerer med, selvom båden kun var godkendt til 35.
Ud for Damager Kirkegård – der ligger på den fjerneste side af Haderslev Sygehus, som man kan se her fra anløbsbroen ved Bergs Plads - fik båden motorstop, og skipper forsøgte at flikke en nød-løsning sammen, ved hjælp af nogle overskårne gummislanger. Uheldigvis sprang en slange af, og benzinen løb ned på den varme motor.
Herefter gik tingene hurtigt:
Der kom en større eksplosion og båden blev hurtigt omspændt af flammer.
Skipper styrede båden ind mod lavere vand, men passagererne var allerede på vej ud i vandet, nogle var forbrændte og alle reagerede i panik.
Og så sker der dét som mange senere har undret sig over: På trods af, at de fleste kunne bunde på det lave vand i dammen, druknede i alt 37 mennesker og 20 døde af forbrændinger. Mange mennesker gik helt i panik over pludselig at befinde sig i flammerne, og de trak nærmest hinanden ned under vandet, i forsøget på at komme så hurtigt væk fra båden som muligt.
Ulykken kostede altså i alt 57 mennesker livet, og mange i Danmark husker stadig ulykken som en af de største katastrofer i nyere tid.
Specielt det faktum, at mange i panik trak hinanden med ind i druknedøden, har gjort, at det på skibe siden hen er blevet pointeret, at man skal bevare roen, også selvom det kan være svært i en ulykkessituation.
I Haderslev Dampark, længst ud mod Yderdammen, blev der i 2009 rejst en mindesten for de døde. – Ulykken som alle kender under navnet ”Damkatastrofen”.