Hindemade - april
Haderslev Tunneldal - Telefonguiden
Denne telefonguide dækker Haderslev Tunneldal. Nedenstående historie fortælles med udgangspunkt i piktogrammet der står i Pamhule Skov.
Det er forår for alvor mellem ænderne. I løbet af april trækker mange gennem Hindemaj og netop nu er svømmeænderne i deres flotteste forårsdragt. Særligt i området med de større øer ud for fugle-tårnet er der gode muligheder for at se mange slags på én gang. De almindelige gråænder har sel-skab af pibeænder, spidsænder, krikænder, knarænder og skeænder.
Også fiskeørne ses ofte ved søen. Rovfuglen med de lange, smalle vinger, lever udelukkende af fisk. På det lave vand kan den fange brasen, gedde og aborre. Fiskeørnens teknik gør den meget synlig. På baskende vinger holder den sig over den samme plet, ind til den har øje på byttet. Med stor fart styrter den ned mod vandoverfladen og griber fisken med kløerne. Den tager gerne sin fangst med til et sted i skoven, hvor den kan æde fisken i fred og ro.
Elfenbenspadderokkens sporehuse. Foto Martin Reimers.
Langs skovvejene kan man nu se de særprægede skud af elfenbenspadderokken. De ligner asparges med brune ringe. Elfenbenspadderokken er en urgammel sporeplante og de første skud der kommer er dem, der bærer sporehusene. Senere kommer de statelige, grønne skud, der bliver op til en meter høje med fjerlette blade i kranse op ad skaftet.
Nær Bibækken blomstrer den hvide hestehov her i april. Først kommer blomsterstandene, senere de store skræppeblade, der helt dækker bredden. Den besøges flittigt af årets første sommerfugle, de gule citronsommerfugle.
I vandhullet ved siden af Bibækken kommer de butsnudede frøer for at parre sig og lægge æg. Nu hvor frøerne er i parringshumør, er de blevet blålige i huden. Ellers er de normalt brune. Frøerne udstøder lavmælte lyde under parringen, der lyder som om de mumler. Æggene klækker hurtigt og tusinder af haletudser begynder den sære forvandling fra fiskelignende larver til firbenede frøer, der få måneder senere går på land.
I højskoven høres nu sangdroslen. Det er en fugl man ikke ser meget til, men dens sang er karakteri-stisk med en rig variation af klare fløjtetoner. Den synger i figurer, der som regel gentages tre gange inden den fortsætter med en ny. Lyt her til lidt af sangdroslens sang.