Sommer
Nu blomstrer hylden. Du må gerne samle hyldeblomster til dit eget forbrug. Det er nemt at lave saft af blomsterskærmene, og det smager godt. Havtorn blomstrer også. Der er masser af havtorn i Himmelev. Du kan kende buskene på de mange torne og bladenes grålige farve. Blomsterne er derimod små og uanselige.
Så er der mere waau over biblomsten. En yderst sjælden orkidé, der vokser på skrænterne ned mod søerne Fanen og Noden. Den blomstrer i juni, juli med svagt lyslilla blomster og en blomsterstand, der til forveksling ligner en bi. Biblomst bliver 20-50 cm høj og får 4-12 blomster, der er samlet i et aks.
Inden 2004 var den ikke observeret i Danmark, og det vakte stor opsigt, da de første eksemplarer blev fundet ved Horsens. Men den vokser altså også i Himmelev og ser ud til at trives i den kalkrige men næringsfattige jord. For at hjælpe biblomsten sørger en flok frivillige for, at andre planter ikke vokser op og kvæler den smukke orkidé.
På en tur til Himmelev vil du sikkert også se harer. Der er nemlig masser af dem. De foretrækker det åbne landskab. På en enkelt ynglesæson kan en hare nå at få 3-4 kuld. Et kuld består typisk af 2-5 unger, der fødes i et skjul i det høje græs fx under en busk. Så måske er du også heldig at se harekillinger.
I Kildemosen er der frøer og skrubtudser. Der er også mange insekter. Du kan bl.a. finde femplettet køllesværmer, stor blåpil og almindelig vandnymfe.
Læs mere om haren i Miljøstyrelsens artsleksikon.