Vandreture
Der er afmærket tre vandreture - omkring Midtsø, i Barsbøl Skov og i Klaskeroj Skov. Turene kan gøres længere ved at tage afstikkere ud fra de afmærkede ruter ved nogle af de tværgående veje.
Midtsø-turen (gul rute – cirka 3,2 km)
Turen går rundt rundt om Midtsø og kan startes fra P1 eller P2. Fra P1 går turen ad Søstien langs Midtsø. I den sydlige ende af søen passerer man "Heksebroen" (4) med udsigt over Nedereng og Jels Nedersø. I Jels Nederskov findes et område, der er udlagt til urørt skov. Det betyder, at skoven er taget ud af drift og får lov at udvikle sig på sine egne betingelser. For eksempel får træerne lov at stå til de falder af sig selv, og de væltede og døde træer giver gode levemuligheder for mange planter og dyr. De eneste indgreb, der er foretaget i området siden midten af 1990’erne, er at friholde stien og fjerne træer, der er til fare for skovens gæster.
Længere mod nord, på den modsatte side af Koldingvej, ligger "Jægerhytten" (6). Huset blev opført i 1913 som tysk jagthytte. Den sidste del af turen, nord for Midtsø, går gennem privatejet skov. Her må man kun færdes på veje og stier.
Barsbøl-turen (blå rute – cirka 3,5 km)
Ved P1 går man ad skovspor og stier med fin udsigt over Barsbøl eng, hvor Oversø gemmer sig bag pilebuske og sivskov. I pilekrattet yngler nattergale, hvis triller kan høres næsten døgnet rundt i maj-juni. Læg også mærke til den trestammede eg. Egen væltede for mange år siden, men tre af træets grene er fortsat med at vokse og er blevet til stammer.
Videre ad Jomfrustien passerer man spejderhytten "Myretuen" og drejer kort efter til højre ad Søndervej forbi Barsbølhus ned til Søstien, som følges tilbage til udgangspunktet.
Klaskeroj-turen (gul rute – cirka 2,5 km)
Navnet Klaskeroj henviser til den meget fugtige og klæbrige jordbund, der findes i skoven. Turen starter ved P3 og går nordpå forbi gården Johanneshvile, som er opført i 1790. Den har været i samme slægts eje indtil 1989, hvor staten købte gården. I dag er den indrettet til skovfogedbolig. Næsten fremme ved gården drejer du til venstre ad en gammel nedlagt kommunevej. Hvis du vil se nærmere på "Jægerhytten" (6), kan du dreje til højre cirka 200 meter, før du er tilbage ved P3. Her kan du komme frem til hytten via skovspor og idylliske stier.
Desuden har Dansk Vandrelaug en fjernvandrevej, som passerer området omkring Jels Søerne. For yderligere oplysninger henvises til det lokale turistbureau:
VisitVejen Turistinformation
Sdr. Tingevej 10, 6630 Rødding,
Tlf. 73 84 85 20 eller mail Obfuscated Email
visitvejen.dk