Kaløs oldtid

Kaløs oldtid viser sig både i det storbakkede istidslandskab, men i mindre skala også i de utallige større og mindre fortidsminder, især stendysser fra Bonde-Stenalder og gravhøje fra Bronzealder.

Istider og ledeblokke "på kryds og tværs"

Kalø er, ligesom det meste af Danmark, et meget ungt landskab. Bløde jordarter, sand og ler, er formet af talrige isfremstød igennem Istidens 2,5 mio. år. Alligevel besøges Kalø-Mols-Tirstrup-området ofte af geologi-interesserede, da Istidens allerseneste isfremstød (Det Ungbaltiske Isfremstød) sluttede netop her. Lokalt kom isen ikke fra nord, men fra Sverige-Finland via Østersøen og Storebælt op fra sydsøst. Is-fronten lå en tid stille netop her (den østjydske israndslinie) og skabte randmorænebakker og dødishuller. Da opvarmningen kom, stod enorme mængder smeltevand højt op i gletcherspalter i den 3-400 m høje is - det kunne da kun undslippe nord-over. Smeltevand strømmene derfor under stor kraft nordpå. Fx fra St. Bavnehøj ser du den store planerede smeltevands-slette mod nord. Dette flade landskab gjorde det også let for tyskerne at anlægge en militær flyveplads ved Tirstrup (i dag Aarhus Lufthavn).

Sporene af ældre tider, fx kridt og kalk, ligger dybt i undergrunden, men strandens mange flinte- og kalksten oftest stammer fra kalklag blottet i bunden af Kattegat og ført med til Kalø af isen.

Bortset fra flint og kalksten er alle strandsten fra Norge, Sverige og Finland. Mange sten er svære at stedfæste. Andre findes dog kun som fastsiddende klippe bestemte steder i Skandinavien og må være kommet med isen derfra. De kaldes "ledeblokke" og kan findes på sten-strandene langs Kalø-halvøens sydkyst og Hestehave Skov’s sydvest-kyst, fx Rhombe-Porfyr (Norske-Isen, Oslo), Kinne-Diabas (Nordøst-Isen, Vänern) og Rød & Brun Østersø-Kvartsporfyr (Baltiske Is, Finland). Mange strand- og stenbøger viser mange eksempler.

Stendysser – en pludselig modedille

I flere tusind år efter Istiden var danskerne jægere, fiskere og samlere. De var nomader, med ganske lidt tøj, skindtelte og redskaber, for de flyttede sig rundt med vildtet og årets gang. Ca. 4.000 fvt. sker en revolution – Bonde-Stenalder afløser Jæger-Stenalder – også på Kalø. Agerbrug med korndyrkning kommer lynhurtigt op igennem Europa. Med stenøkser og ild laver man nu møjsommeligt rydninger i skoven, til marker og landsbyer. Derfor bliver man nu boende (=bonde) på samme sted og hævder ejendomsretten. Næsten som matrikelpæle bygger de nye bønder overalt stendysser og jættestuer. Kalø har stadig flere velbevarede stendysser fra Bonde-Stenalderens første og nye ejendomshævdende tid. Besøg fx langdyssen Store Stenhøj (med to dyssekamre) midt i Hestehave Skov. Ca. 200 m øst for den findes en anden og mindre. Langs Forpagtervej mod øst ses – med vanskelighed – yderligere to stendysser. Som i resten af Danmark må vi regne med, at størstedelen er ødelagt og forsvundet.

Bonde-Stenalderen varer i over 2000 år, men stendysserne bygges landet over i tusindvis igennem få hundrede år, og ophører så igen lige så pludseligt. Det ligner måske 1100-tallets kirkebyggerier; da de ca. 2000 landsbykirker var bygget (fx også Bregnet Kirke) ophørte det igen.

Bronzealderens pralende gravhøje

Kalø rummer 54 gravhøje, der nok alle er fra Bronzealder, dvs. perioden 1.800 – 500 fvt. Bronzealderen var en tid med store sociale forskelle, mange luksusting og statussymboler hos de rigeste og en stor vilje til at vise dem frem, selv i døden. En stor gravhøj, som St. Bavnehøj (ml. Rønde og Kalø Hovedgård), ligger selvbevidst og pralende på områdets højeste bakketop. Ligesom Mols-landets mange gravhøje ligger den og viser sig frem især over for fremmede, der dengang altid kom med skib over havet.

Hele Kalø har sikkert rummet mange gravhøje, men i det åbne land er mange mindre høje er senere overpløjet. I Kalø-skovene, beskyttet mod pløjning, ligger mange små gravhøje, find dem via Kalø-folderens kort. Det viser dog også, at dele af skoven må have været væk dengang, for gravhøjene skulle ses. Ingen af dem er udgravet, men mange nok plyndret. Bronzealder-folket var kvægbrugere, og kreaturer og svungne oksehorn går igen i deres billeder. Skovkvæget, der græsser på Kalø-halvøen, passer derfor godt til gravhøjene.

Kaløs nyere historie

Kalø Slot – op og ned og op

Kalø Slotsruin er resterne af en af de største danske borganlæg. For folk med hang til dramatik er det derfor måske skuffende, at der aldrig har været kæmpet her. Alligevel kan man godt nyde at gennemgå de mange rækker forsvarsværker, som må have gjort angreb meget vanskelige. Samtidig rummer Kalø-borgen hele historien om den danske stat og kongedømme, fra den vanskelige middelalder til toppen, Enevældens indførelse. Se plantegning over borganlægget i Kalø-folderen.

Startede med et kongemord? Mordet på Kong Erik Glipping i Finderup Lade Skt. Cecilie Nat 22. november 1286 viser noget om, hvor farligt det var at være dansk konge i Middelalderen. Mange regerede kort og fik en voldsom død. Bønderne var ikke klar til kongernes skatter til finansiering af de mange krige. De lokale stormænd var ikke klar til at afgive magt fra deres lokale småkongedømmer til den endnu ret nye stat, Danmark. Marsk Stig var en af de mest berømte stormænd, der 1287 blev dømt fredløs for mordet – han var da nærmest kongen af Djursland og ejede fx Møllerup Gods og Helgenæs. Med støtte fra den norske konge bekæmpede de fredløse den nye barnekonge, Erik Menved. På øen Hjelm, øst for Ebeltoft, holdt Marsk Stig stand til sin død (1293) og folkene indtil 1306. Ebeltoft-borgerne havde åbenbart støttet kongen, for 1301 takker han dem med at give Ebeltoft købstadsprivilegier.

Oprør og tvangsborge: I 1313 er den gal igen. Nye krige medfører nye skatter og jyske bønder gør igen oprør. Erik Menved knuser oprørerne med lejetropper og opfører præventivt fire "tvangsborge" i Jylland, bl.a. Kalø, hvor halvøen udgør et perfekt forsvarssted. Kongen dør dog 1319, og ved de hårde forhandlinger om anerkendelse af den nye Kong Christoffer 2 får stormændene svækket den nye konge ved at forlange borgene nedrevet igen. Det sker 1320 og Kalø er igen borgløs. Men op mod og under Kong Valdemar Atterdags regeringstid genopbygges Kalø-borgen, ny og til ca. nuværende omfang. Kalø-borgen er altså ikke kongens kærlige beskyttelse af sine undersåtter mod vendiske sørøvere udefra, men hans undertrykkelse af genstridige borgere i tvangs-samlingen af det unge ustabile danske kongerige.

Lokal statsadministration: Igennem 14-1600-tallet regeres hele Djursland (Kalø Len) fra Kalø Slot via kongens udpegede repræsentant, lensmanden. Her er den udøvende og dømmende magt samlet, fx med soldater, skrivere og jurister, men også smed, tømrer, kusk, murer, koge- og bagekoner, tjenere, præst og læge. Samtidig lå ladegården (avlsgården) lige øst for borgbanken og forsynede borgen, via forvalter, karle og piger, med kød, korn og grøntsager, mælk, smør og ost. Alt i alt har borgen dengang rummet flere hundrede mennesker og været et helt selvstændigt samfund. Den gamle, nu forsvundne, Bregnet By er udgravet vest for den ensomme kirke, og den har forsynet borgen, bl.a. med brød og teglsten.

Læs vandretursfolderen for Kalø

Læs mere om Kalø slot på danmarkshistorien.dk

Kalø Slot bliver slotsruin

Kanonen bliver effektiv i 1500-tallet og borge af hårde materialer skydes let i grus. Herefter mister de gamle middelalderborge af sten deres militære betydning. Efter svenskekrigene i 1600-tallet er adelens magt så svækket og kongens så stor, at vi får Enevælden i 1660. Her nedlægges lenssystemet og Kalø Slot bliver overflødig. Christian 5 overdrager selve slottet til sin uægte halvbror, Ulrik Fr. Gyldenløve. Han nedbryder 1672 store dele af slottet, for at genbruge de kostbare munkesten i sit nye slotsbyggeri, Charlottenborg i København (Kgs. Nytorv) – dog kun til skjulte indermure. Ladegården flyttes ca. 1700 fra sin afsides beliggenhed på halvøen op til den nuværende Kalø Hovedgård, praktisk midt på godsarealerne. Samtidig flyttes gods-landsbyen Bregnet væk fra kirken, ca. 500 m nordpå og bliver starten på Rønde.

Kalø Gods på private hænder

Fra ca. 1700 er Kalø Gods i 250 år privatejet med mange ejere, men 1825-1945 dog ejet af samme rige holstenske adlede købmandsslægt, baronerne von Jenisch. Holsten var indtil 1848-64-krigene del af det danske kongerige, men blev herefter tysk. Det tyske islæt ses klart i Jagtslottet (1899). Begge er dog tegnet af den kendte danske arkitekt Hack-Kampmann, men med klar inspiration fra tysk landadel og jagttradition. Selv om von Jenisch-familien var vellidt og omtales som dansksindet under besættelsen, beslaglægger den danske stat alligevel godset som krigsskadeerstatning.

Kort efter (1949) flytter en landbrugsskole ind i godsets store skovridergård (Skovriderstedet, se gammel vejsten over for Nappedam). Vildtbiologisk Station oprettes i Jagtslottet og bliver 1989 til forskningsinstitutionen DMU (Danmarks Miljøundersøgelser) i Hovedgården (i dag en del af Aarhus Universitet). Samtidig udstykkes de østlige godsjorder som husmandsbrug, nemlig gårdene langs Forpagtervej. I 2009 bliver området en vigtig del af Nationalpark Mols Bjerge, hvis sekretariat flytter ind i Jagtslottet. Karlsladen bliver i 2012 restaureret (fra tegltag til stråtækning) med besøgscenter om nationalparkens kulturhistorie.