Vinter
Du kan stadig nå at hente kogler og mos til juledekorationerne. Du må gerne tage til eget forbrug - også af kviste på jorden. Juletræer og pyntegrønt er en salgsvare for skoven og må ikke hugges, klippes eller samles uden særlig aftale.
I perioder med godt snedække præparerer Naturstyrelsen skiløjper i plantagerne. Du kan følge med i hvornår og hvor, du kan løbe på forsiden af www.naturstyrelsen.dk. Løjperne byder på en fin naturoplevelse, som bringer tanken hen på noget, man ellers skal til Norge eller Sverige for at opleve. Nogle år er der også fin is på de store søer, men skøjt kun dig langs kanten, da der kan være våger, og søerne er dybe.
Ved vintertide kan du trave ud i naturen omkring klitplantagerne med kikkert og kaffe og nyde mange spændende fugle. Du kan være heldig at se toppet skallesluger, stor skallesluger, troldand, hvinand og store flokke af blishøns, mens mange sangsvaner fylder luften med toner i mol.