1. Trehøje

Trehøje ses tydeligt som tre markante bakketoppe i det åbne landskab. Bakkerne virker højere end 127 meter, fordi landskabet stiger stejlt fra kysten. Hovedattraktionen er udsigten, hvor der er vand næsten hele vejen rundt, og hvor man rigtig kan se den bugtede kyst og landskabets former. Den gamle købstad Ebeltoft ligger til den ene side, til den anden side ligger Knebel, forude ligger halvøen Helgenæs. I meget klart vejr kan man se helt til Sjællands Odde.

Højene er omgivet af et af Danmarks smukkeste overdrevsområder. I højsommeren bliver sletterne nærmest brunlilla, når græsarten bølget bunke blomstrer, hist og her brudt af lyngens endnu kraftigere farver.

Både solnedgang og solopgang er flot heroppefra, og en mørk og klar nat i vinterhalvåret er det et godt sted at se på stjerner. Mange lokale har tradition for at gå en tur i området og skåle det gamle år farvel fra toppen.

Toppene på hver af højene er i virkeligheden gravpladser fra Bronzealderen, og dem er der mange af i området.

Man kan køre i bil helt hen til højene, hvor der er p-plads.

Nationalpark Mols Bjerge har lavet en lille film om Trehøje.

Se filmen om Trehøj på youtube.com

Læs mere om Mols Bjerges historie

2. Agri Bavnehøj

Agri Bavnehøj er med sine 137 meter det højeste punkt i Mols Bjerge. Fra toppen er der vid udsigt over Molslandet med omgivende bugter og vige. De tætte nåletræsplantager omkring toppen er ved at blive tyndet ud. De er et fremmedelement, der først er kommet til inden for de seneste knap 200 år, og Naturstyrelsen arbejder på at genskabe en mere varieret natur i Mols Bjerge.

Står man på Agri Bavnehøj – det udtales i øvrigt Auri – står man så godt som midt i Danmark, hvis man fraregner Bornholm. Og siden 1800-tallet har højen været brugt som udgangspunkt for landmålinger, ligesom et koordinatsystem fra 1930'erne havde Agri Bavnehøj som centrum.

Udsigten er fantastisk, og på toppen kan man se, hvilken retning f.eks. Aarhus Domkirke ligger i, og hvor langt væk man er fra den.

Agri Bavnehøj er en af områdets mange bronzealdergrave. Navnet bavnehøj fortæller, at der har ligget en brændestabel, en bavn, på toppen, så man kunne tænde bål og advare, når der var fare på færde.

Man kan parkere ganske tæt ved bavnehøjen og for foden af bjerget har Naturstyrelsen sørget for et madpakkehus, en lille udstilling om stedet samt offentlige toiletter. Tæt ved ligger landsbyen Agri og Danmarks højst beliggende sø.

Se Agri Bavnehøj på kort

Se en film om Agri Bavnehøj på youtube.com

3. Femmøller

En vittig sjæl kaldte engang sin bodega for enden af hovedgaden for Fem-øller, men det er møller og ikke øller, der har lagt navn til landsbyen, der er en af indgangene til Mols Bjerge. Fem vandmøller var i gang, da møllebyen for alvor malede mel, og oprindelsen går helt tilbage til 1500-tallet.

I dag er der fire møller tilbage, og man kan se møllehjulene på flere af dem. Mølleåen, der drev alle fem mølleværker, blev efterhånden mindre vandrig, og det betød også, at vandmøllerne mistede betydning. Fremkomsten af vindmøller, der kunne placeres tættere på byerne uafhængig af vandløb, gjorde det yderligere svært for møllebyen at tjene penge, og efterhånden stod møllehjulene stille.

Femmøller blomstrede op igen, da borgerskabet fik den idé, at frisk luft og natur fjernt fra byens trængsler var kuren mod alskens dårligdomme tilbage i begyndelsen af 1900-tallet. Femmøller fik blandt andet et badehotel. Det er i dag efterskole.

I gamle dage var der altid beværtning ved en ordentlig mølle, så de tørstige bønder kunne få en tår til halsen efter den anstrengende tur til møllen. I dag er der stadig restaurant i to af møllerne, Overmøllen og Skovmøllen.

Læs mere om Femmøllers historie

Se Femmøller på kort

Se en film om Femmøller på youtube.com

4. Molslaboratoriet

Molslaboratoriet ejes af Naturhistorisk Museum i Århus. Det ligger i den gamle gård Nedre Strandkær. Det bruges som feltlaboratorium af forskere og studerende ved universiteter og læreanstalter. Der forskes i både dyre- og planteliv, og når man går i området, støder man flere steder på videnskabeligt grej. Bl.a. undersøger forskerne, hvordan et ændret klima vil påvirke naturen her.

Foldere, der kan tages fra folderkasser ved stiernes start, fortæller om de afmærkede ture på Molslaboratoriets areal. På flere lokaliteter kan man også få oplysninger via mobiltelefon.

At den gamle gård er blevet til et naturcenter for forskere og studerende, kan man takke Karen Blixens søster, Ellen Dahl, for. Hun havde i sin tid købt stedet af arkitekt Egil Fischer, og hun lod hele området frede og forærede det til Aarhus Universitet, som Naturhistorisk Museum hører under. Hun beholdt selv et mindre sommerhus i området, som Fischer tegnede til hende. Det kan ses i nærheden.

Molslaboratoriet har flere naturvejledere tilknyttet, og de arrangerer jævnligt ture. Man kan også booke dem til særarrangementer. 

Se en film om laboratoriet på youtube.com

5. Øvre Strandkær

Naturstyrelsen har indrettet et besøgscenter i Øvre Strandkær. Her kan man få inspiration til mange ture i området, og en nyrenoveret gårdlænge rummer en udstilling om naturen i Mols Bjerge. Der er p-pladser og madpakkehus, så man kan komme i ly, hvis man har medbragt mad, og vejret ikke indbyder til et måltid under åben himmel.

Udstillingen er åben alle dage hele året i tidsrummet fra kl. 9 til kl. 21.

Øvre Strandkær er også stedet, hvor Naturstyrelsen styrer de mange firbenede naturplejere fra. I Mols Bjerge er både køer, heste og får sat til at pleje naturen.

Besøgscenter i Øvre Strandkær

6. Toggerbo

Et gammelt jysk ordsprog siger, at har man to gårde og et vejsving, så har man en by. Og nogenlunde det, er hvad der er tilbage af landsbyen Toggerbo. Den har ligget her siden jernalderen, men i dag er her først og fremmest liv, når der er spejdere i det nærliggende spejdercenter med samme navn.

Toggerbo er eneste landsby midt i bjergene. Mols Bjerge har aldrig været et godt landbrugsområde. Jorden er sandet, det er et af landets tørreste og mest solrige områder, og det blæser.

Afgrøderne heroppe var mest boghvede og rug, og gårdene havde få køer og mange får. Rige er bønderne her ikke blevet, og da de fik chancen i begyndelsen af 1900-tallet, solgte mange af dem jord fra til de nymodens granplantager, som skulle forsøge at få de genstridige bakker til at blive til penge.

Fra Toggerbo er der ikke langt til Trehøje, og i området imellem kan man se de såkaldte højryggede agre fra dengang, her stadig var landbrug. De ligger nærmest som bølger på land. I virkeligheden er de plovfurer. Da bønderne i den tidlige middelalder fik hjulplov, der kunne vende jorden, tog de den i brug her. Men ploven var meget tung at vende, og derfor pløjede man langt og smalt.

Der er p-plads ved Toggerbo og flere steder med borde og bænke, hvis man har lyst til en picnic i det smukke område.

7. Helligkilde

Det er ikke så sært, at Helligkilde midt i Mols Bjerge har virket magisk. Her i en knastør skrænt er vandet piblet op fra jorden og det på trods af, at alle ved, at vand løber nedad. Så selvfølgelig har sådan en kilde været tillagt særlige egenskaber. Overalt i Danmark har kildevæld været betragtet som helbredende, og altså også her på Mols.

Der har været en række helligkilder på Mols, og spor af ofringer af værdifulde ejendele fra forhistorisk tid vidner om, at de har været værdsat i årtusinder. Særlig magiske skulle de være omkring de gamle hedenske helligdage Valborgsaften – den 30. april – og sankthans, midsommer. De lokale søgte vandet fra Helligkilde langt op i 1800-tallet, men i dag løber den ikke længere.

8. Tinghulen

Fra de store højder til de dybe dale. Mols Bjerge byder på begge dele, og Tinghulen er virkelig dyb. Hulen er i virkeligheden et dødishul. Det vil sige et hul, som er skabt ved, at en gigantisk isblok er blevet tilbage, da isbræen trak sig efter seneste istid. Isblokkene er blevet dækket med jord og grus og sand og er smeltet meget langsomt. På den måde har den efterladt et hul i landskabet, og sådan en tidlig morgen er her en helt særlig stemning. Er man heldig, kan man overraske en grævling, der snøfter småfornærmet over sådan at være blevet forstyrret på vejen hjem til boet.

Mols Bjerge har en del dødishuller, men Tinghulen er det kendteste. Navnet har det fået, fordi her stødte tre sogne sammen, og efter sigende har stedet derfor været brugt til at holde ting, altså det sted, hvor man afgjorde vigtige sager i fællesskab. Ganske som vi stadig taler om et folketing.

I dag har Tinghulen ingen politisk betydning, men står man her en sensommermorgen, hvor disen hænger i hullet og sætter sig som dråber i korsedderkoppernes spind, mens man indsnuser duften af svampe og fyrretræer, er det svært ikke at blive grebet af stemningen.

9. Dåleren

Istiden har været et drama i flere akter i Mols Bjerge. Og den afsluttede med manér og efterlod sig flere hilsner, da den trak sig tilbage. En af dem er den særprægede dal Dåleren. Efterhånden som det blev varmere, smeltede isen, og de store mængder smeltevand skabte slugten, da de strømmede væk fra bræen. Fra hjertet af Mols Bjerge tæt ved Tinghulen leder den ud i Knebel Vig, og følger man den, følger man altså den vej, som smeltevandet tog for mere end 10.000 år siden.

Dåleren fører til udkanten af byen Knebel, som er den vigtigste by på Mols. Den gamle kirke er tæt ved og et besøg værd. Den fik i 1990'erne ny udsmykning af kunstneren Bjørn Nørgaard, blandt andet en omdiskuteret altertavle.

10. Poskær Stenhus

Det er et held, at Danmarks største runddysse stadig eksisterer og i så velbevaret og imponerende tilstand, som tilfældet er. Mange danske dysser er forsvundet, for god granit har alle dage været en eftertragtet vare i Danmark, og dysse efter dysse er blevet hakket i småstykker og brugt som byggemateriale og vejskærver.

Den skæbne var også ved at overgå stenaldergraven i udkanten af Mols Bjerge. Jordejer Ole Hansen forsøgte i 1859 at sprænge dyssens sten, men den lokale præst, pastor Tileman, var historisk interesseret og brød sig ikke om at se oldbøndernes gigantiske bygningsværk knust til grus. Han henvendte sig til amtmanden i Randers, som fik 'Inspektoratet for de Antikvariske Mindesmærkers Bevaring' aktiveret, og i 1860 blev dyssen fredet. Ole Hansen fik en erstatning på 100 rigsdaler. Det var mange penge – en tredjedel af Nationalmuseets årlige budget dengang. Men man kan stadig se spor efter en krudtsprængt sten uden for den idyllisk beliggende runddysse.

11. Skovbjerg

Man kan sige, at arkitekten bag Mols Bjerge først og fremmest er isen fra sidste istid. Men indretningsarkitekten er mennesket. Istiden har bestemt bakker og vige og dale og slugter, mennesket har i høj grad præget, hvordan naturens rum er blevet indrettet, og i Mols Bjerge har det betydet, at det oprindelige skovlandskab er blevet hugget ned og erstattet af åbne landskaber med hede og overdrev.

Skovbjerg er et af de få steder i Danmark, hvor der er en rest af den oprindelige skov, og hvor man kan få en fornemmelse af, hvordan Mols Bjerge ville have set ud, hvis naturen selv havde fået lov at bestemme.

Skoven får i dag lov til at udvikle sig som naturskov, altså uden at skovens ansatte griber ind, og de udgåede træer danner levested for huleboende fugle og mange insekter og svampe.

Skovbjerg viser også, hvordan en skov med egetræer er anderledes end en bøgeskov. Hvor en bøgeskov midt på sommeren er mørk og kølig, fordi bøgetræernes blade lukker alt lys ude, lukker en egeskov solen ind og giver plads til andre planter og dermed et langt rigere dyre- og planteliv. Bøgen har det svært de fleste steder på Mols, men egen kan godt trives i den magre, tørre jord.

Se en film om Skovbjerg på youtube.com

13. Vejvisersten

I dag tager vi det som en selvfølge, at skilte leder os rundt i det danske land. Agri 3 km, Ebeltoft 12 km – skiltene er overalt og trods GPS stadig en hjælp, når vi skal finde rundt. Sådan har det ikke altid været. Indtil midt i 1800-tallet foregik det meste af den nødvendige trafik til søs.

På Mols opstod der med andelsbevægelsen et behov for at handle landbrugsprodukter til lands også. Man skulle altså kunne finde vej, og sådan opstod vejviserstenene – sten i granit malet med hvidt og med bynavn i rød skrift. Afstanden talte man ikke om, det måtte folk selv finde ud af, som de nu kom frem.

Tilsyneladende har disse vejsten været særligt udbredte i det sydlige Djursland, hvor der foreløbig er fundet over 100 af de gamle sten. Et projekt har opsporet mange af de gamle sten og fået dem tilbage, hvor de oprindelig stod, efter at flere havde pyntet i bl.a. private haver.

Den mest pudsige af stenene står i udkanten af Femmøller ved foden af Basballebakken og viser mod Egens. S'et i Egens er spejlvendt.