1. Albuen

Albuen er dannet af småsten og sand fra Lollands sydkyst, som havet og stormene har flyttet hertil. Geologisk set er Albuen en såkaldt krumodde med en bred sandstrand på vindsiden og aflejringer af sand og sten på læsiden. Landskabet er helt overladt til vejrets og havets nåde. I 1995 slog en storm et ”hul” i den smalle tange.

Det er svært at forestille sig, at den øde ”arm” på Lollands vestlige hjørne engang summede af liv. Men resterne af op mod 100 tomter af boder fortæller om et blomstrende sildemarked i årene fra omkring 1420 og ca. 100 år frem.

Søminestation nr. 1 på Albuen var den første plet på Danmarkskortet, som blev besat af tyskerne i april 1940. Minestationen lå i Gamle Vagt. Lodshuset fra 1873 var indtil 1959 bolig for to lodser og deres familier. Bygningen tilhører nu Naturstyrelsen og fungerer som naturcenter og levende museum.

Se mere på nakskovfjord.dk

Den sidste fastboende Albue-bo flyttede i 2002. I dag bruges husene på Albuen kun som fritidsboliger. Kun de lokale må køre i bil her – alle andre må færdes til fods eller på cykel på det 6 km lange dige, der slutter ved fyret. Den midterste del af Albuen ejes af Naturstyrelsen, mens resten af området er i privat eje.    

2. Langø

Langø var engang fjordens næststørste ø på 170 hektar og med hele fire gårde. Øen blev inddæmmet i 1878, og i 1909 blev der anlagt en egentlig havn. I dag huser Langø en lystbådehavn og Vestlollands største fiskerihavn. Langø by er et kulturmiljø af høj klasse med gamle fiskerhuse og kirke. Midt i byen findes stadig stejlepladser, hvor fiskerne kan tørre og rense deres garn. Havnen er hjemsted for turbåden ”Gaia”. Øst for landevejen ligger det nye Langø med parcelhuse fra 60’erne og 70’erne. Et levn fra det allerældste Langø finder man på Stendyssevej. Her ligger en ca. 6.000 år gammel jættestue på øens højeste punkt. Fra højen er der en flot udsigt over fjorden.

Læs mere under historie 

3. Det forsvundne ørige

Meget af landskabet syd for fjorden lå for 140 år siden under vand. Stubbeland, Mellemland, Færgeland, Stensø, Store og Lille Vejlø, Bondeholm, Bogø, Ydø og Langø var øer indtil den store inddæmning i årene efter stormflodskatastrofen i 1872.

Området kaldes ”Det forsvundne ørige”. Ser man godt efter, kan man ane konturerne af nogle af øerne. På Langøvejen går et enkelt dige – et såkaldt kassedige – på tværs af øriget. I alt seks diger går fra kysten ind i land, så baglandet opdeles i fem ”kasser”. Ved et digebrud oversvømmes kun den ene kasse – ikke hele baglandet.

Uden for yngletiden kommer tusindvis af gæs og svaner for at søge føde på markerne, hvor der engang var havbund. Morgen og aften kan man opleve den livlige trafik mellem opholdsstederne på fjorden og spisekammeret på markerne.

4. Nakskov Indrefjord

Indrefjorden midt i Nakskov er egentlig en sø med brakvand. Bassinerne er anlagt i sukkerfabrikkens første tid i 1880’erne for at få vand til at vaske roerne med. Den frodige bevoksning omkring bassinerne giver stedet en særlig stemning og får Indrefjorden til at minde om et flodlandskab.

Indrefjorden er et fint fiskevand for især aborre. Fiskene tilbringer sommer og efterår i fjordens brakvand, hvor de vokser sig store, inden de går ind i Indrefjorden for at gyde. Særlig om foråret kan man fange aborrer på op til 2 kg. 

5. Hestehovedet og Kuddeholm

Hestehovedet var engang en sumpet halvø, som blev brugt til græsning for heste. I 1940’erne, da fjorden inde ved Nakskov begyndte at blive forurenet, blev der anlagt en lystbådehavn her. I dag inviterer området til mange former for friluftsliv med badestrand, campingplads, beach volley-bane og badebro foruden restaurant og kiosk. Alt sammen med den flotte udsigt over fjorden som baggrund. Badevandet ved campingpladsen er noget af det varmeste, Danmark kan byde på.

Øen Kuddeholm på bare 3 hektar er forbundet med Hestehovedet via en lille bro. I modsætning til Hestehovedet er Kuddeholm vild natur. Øen har aldrig været opdyrket, men i århundreder brugt til græsning. Fra den lille bakke bag de krogede tjørne har du en fin udsigt over fjorden.

Længst mod vest kan du se resterne af en skanse fra svenskekrigenes tid i midten af 1600-tallet. Engang var der omkring 10 skanser på øerne og ved kysten i den centrale del af fjorden. De skulle beskytte indsejlingen til Nakskov.

Vest for Kuddeholm ligger Brændevinsstenen, en stor sten som rager op af vandet ved lavvande. Den har fået sit navn, fordi det var her, fiskerne tog den sidste dram, inden de drog på havet. 

6. Slotø

På Slotø findes resterne af Engelsborg, Europas ældste orlogsværft, anlagt af Kong Hans omkring 1508. Herfra var der nem adgang til tømmer fra de store egeskove, som dengang fandtes på Vestlolland. Desuden var øen strategisk velplaceret i forhold til at beskytte indsejlingen til Nakskov, som på det tidspunkt var en af de vigtigste byer for skibsfarten i Danmark. Skibsværftets beddinger lå mellem de to flankemure, der tidligere gik helt ud i vandet. Vanddybden på otte meter umiddelbart uden for borgen gjorde det muligt at søsætte store skibe. Også på Christian IV’s tid byggede man skibe på øen. Bag borgen kan du se rester af voldgraven. Som fæstningsværk havde borgen på Slotø ikke den helt store succes. I 1510 lykkedes det en flåde fra forbundet af Hansestæder at nå til Nakskov via en alternativ rute og plyndre byen. Den 20 hektar store Slotø er privatejet, men der er offentlig adgang til borgruinen.

7. Enehøje

Enehøje er med 97 hektar den største ø i fjorden og har været beboet siden 1500-tallet. Den er mest kendt fra perioden 1926-1940, da polarforskeren og forfatteren Peter Freuchen ejede øen. Til minde om sine polarekspeditioner opsatte han to hvalkæber, kaldet "portalen". Det særprægede monument på øens højeste punkt (16 meter o. h.) har siden været Enehøjes vartegn. Øen er usædvanligt høj efter lollandske forhold og byder på smukke udsigter over fjorden og Langelandsbæltet.

Der har været drevet landbrug på Enehøje indtil 1999, da Naturstyrelsen købte øen. Målet er at genskabe natur- og landskabsværdier og samtidig give alle mulighed for at opleve Enehøjes særpræg. På nordenden er et betondige blevet fjernet, så kysten igen bliver udsat for vind og vejr. På den måde er sammenhængen mellem hav og strandsøer blevet genskabt. For at gavne strandengenes dyre- og planteliv afgræsses øen af kreaturer, mufloner – en stamform til tamfåret, og dåvildt. Ellers vil arealerne hurtigt gro til i tjørn og brombær.

Nordspidsen af øen er lukket for publikum i fuglenes yngleperiode 15. marts – 15. juli. 

Læs mere om dyr og planter ved Nakskov Fjord

8. Vejlø og Rommerholm

Vejlø på 36 hektar er den største privatejede ø i Nakskov Fjord. Indtil for få år siden blev der drevet et alsidigt landbrug med kvæg her. Vejlø er også stedet, hvor den første danske ø-lejr så dagens lys. Det var i 1971, og traditionen har overlevet til i dag. Hvert år fra sidst i juni til først i august trækker ø-lejren hundredevis af sommergæster til øen.

Vejlø kaldes fjordens fugleø ­– og med rette. På den nordlige del med strandengene kommer vandfugle i massevis for at yngle. Især i april, maj og juni er der gode muligheder for at opleve fugleflokkene fra det lille dige syd for engene. Husk kikkert! Stranden på Vejlø er smal og sumpet, og øen egner sig derfor ikke til vandretur. Desuden bør man ikke forstyrre ynglende fugle på strandengene i perioden fra 15. marts til 15. juli.

Rommerholm på lidt under 4 hektar ejes af Naturstyrelsen. Øen har i perioder været brugt til sommergræsning for kvæg, men i dag er det skarven, der skaber liv på Rommerholm. Ved øens vestlige ende findes en koloni af mellemskarv. Her kan du opleve et livligt og særpræget syn af de store, sorte fugle, som man sjældent får chancen for at overvære på nært hold. Skarven blev jagtfredet i 1980, og kolonien er etableret efter den tid. Øen er lukket for publikum fra 15. marts til 15. juli.

9. Lindelse

Navnet Lindelse er en omskrivning af Linde Næs. Tidligere voksede der mange lindetræer i skovene her. I gamle dage var Lindelse et lille fiskerleje og udskibningssted til Slotø og Vejlø. På Freuchensvej ligger de små fiskerhuse stadig langs den smalle vej, der går ned til broen. I dag ligger Lindelse som en beskyttet idyl omgivet af Lindelse Skov og Hellenæs Skov. Her kan man opleve stilhed, man ikke finder mage til ret mange steder. En cykelsti forbinder Lindelse med Nakskov.

Bag diget mellem de to skove gik der engang en kroget arm af fjorden helt op til Branderslev. Langs fjordarmen lå dysser og gravhøje tæt, men de er i dag forsvundet. Et lokalt sagn fortæller, at ulykkerne begyndte at regne ned over beboerne på Nakskov Ladegård, da de trodsede en gammel spådom og gav sig til at rydde en høj på gårdens jord. Kvæget døde, og for hvert træ, de fældede, døde der også en hest. En pige kom frygteligt til skade, da hun røg i tærskeværket, og til sidst brændte gården. Så holdt de op med at grave. 

10. Tårs

Tårs har haft færgeforbindelse til Langeland siden middelalderen. I en periode blev ruten flyttet til Nakskov, men i 1975 vendte den tilbage til Tårs, og rejsetiden blev halveret. I 2012 blev to nye færger sat i drift, og turen mellem Spodsbjerg på Langeland og den nye færgeterminal i Tårs tager 45 minutter.

At besøge Tårs Gl. Havn er som at rejse 50 år tilbage i tiden. Den lille havneby ligger smukt langs en lille vig med strandenge. Huset på Tårsvej 208, det yderste hus før havnen, er omgivet af en voldgrav. Den stammer fra en gammel skanse, sandsynligvis fra 1800-tallet. I bunden af vigen er der spor efter et havneanlæg fra Englandskrigenes tid i begyndelsen af 1800-tallet, da Tårs var en kanonbådshavn.